mandag den 17. november 2014

Gåden om Alaska

Forfatter: John Green
Titel: Gåden om Alaska
Orig. titel: Looking for Alaska
Forlag: Høst & Søn
Udgivelse: 2005 (denne 2014)

247 sider






Jeg har for noget tid tilbage vundet 'Gåden om Alaska' i en konkurrence afholdt af Karin fra Skrivepulten. Jeg valgte at læse bogen til dette efterårs readathon, da den passede så fint i længde og tyngde til arrangementet. 

Miles har valgt at forlade sit ret begivenhedsløse liv i Florida, som den usynlige elev i klassen, til fordel for kostskolen Culver Creek i Alabama. Her bliver livet pludselig farverigt, da han får venner, som i den grad kan sætte kulør på hverdagen. Løjerne er som oftest anført af den vilde Alaska Young, som er smuk og gådefuld, og som man aldrig helt ved hvor man har. På Culver Creek kommer Miles til at opleve enorm glæde, stor kærlighed og dyb sorg.

Min umiddelbare reaktion på denne bog var, at den var sød nok, men ikke lige noget for mig. At jeg nok ville have holdt mere af den for nogle år tilbage. Men så skete der noget overraskende i bogen; der kom et twist, og dette twist reddede læseoplevelsen for mig. Fra at være en sød, men ret ligegyldig fortælling for mig, blev den pludselig en smule dybere, en smule mere meningsfuld og en smule mere interessant. Den var ikke helt så ligegyldig for mig mere, dog blæste den mig heller ikke omkuld.

Noget der også gav fortællingen lidt ekstra var Miles' referencer til kendte menneskers sidste ord før de dør. Det fungerede rigtig godt, som en rød tråd gennem hele historien, og var både underholdende og interessant.

Jeg synes læsningen af denne bog gled rigtig let, og viste sig derfor at være fremragende i readathon-sammenhængen. Den sidste del af bogen rørte mig, og jeg tror også, at jeg fældede en enkel tåre eller to, men efter jeg vendte sidste side, har jeg faktisk ikke tænkt så meget mere på bogen. Om det var fordi jeg læste den under readathon, hvor jeg havde overload af læseindtryk, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tvivler på at dette er grunden. Jeg kan dog godt se at bogen har visse kvaliteter, som gør at mange folk elsker bogen, jeg er bare ikke en af dem. Jeg følte mig godt underholdt af bogen, til tider rørt, men heller ikke mere end det.





6 kommentarer:

  1. Det er virkelig en god bog. John Green er sådan en dygtig skribent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en sød bog. Jeg har fået paper towns tilsendt, som jeg tænker jeg må få læst på et tidspunkt :)

      Slet
  2. Denne var min første Green - kunne rigtig godt lide den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var bestemt en sød bog, og var også min første Green-bog :)

      Slet
  3. Hvor er det dejligt at du kunne lide den. :)

    Personligt var jeg ret tæt på at hade den for fuld hammer, og endte ud med en "aldrig igen"-følelse, men jeg må bare sande at flertallet elsker den, og det vigtigste er jo egentlig også bare at finde de læseoplevelser der fungerer for én selv. Det er dog pudsigt at betragte hvad der fungerer for nogen og ikke for andre. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig interessant så forskellige oplevelser man kan få af samme bog, men også en af de ting, der gør det lidt sjovt at læse andres anmeldelser :)

      Slet