torsdag den 21. august 2014

Sigøjnerinden fra Sevilla

Forfatter: Ildefonso Falcones
Titel: Sigøjnerinden fra Sevilla
Orig. titel: La reina descalza
Forlag: Cicero
Udgivelse: 2013 (denne 2014)

778 sider






Jeg har været så heldig at modtage denne bog, som anmeldereksemplar, fra Rosinante og Co. Da jeg fik muligheden for at vælge en bog, var jeg ikke i tvivl om at det skulle være denne tykke sag. Jeg har både 'Havets katedral' og 'Fatimas hånd' stående på hylden, og er imponeret over dem begge.

Den cubanske kvinde Caridad går i land i Spanien, uden nogen plan for hvordan hun skal klare sig, og med en frygt for hendes nyvundne status, som en frigiven slave. Efter megen tumult havner hun i et sigøjnerkvarter i Sevilla, hvor hun hurtigt finder venskab i den iltre sigøjnerpige Milagros Vega og hendes morfar, så forskellig fra hendes eget forsigtige jeg. Men i sigøjnerkvarteret oplever den underdanige Caridad også ulemperne ved de følelser hun aldrig har kendt, men som sidder så dybt i sigøjnernes hjerter, som hævntørst, lidenskab og stolthed, som ofte trækker en række ulyksaligheder med sig. Sigøjnerne er et udsat folkefærd, som gang på gang må kæmpe mod systemet, for at opretholde deres ret til at leve frit i landet, og Caridad kommer på en lang rejse, fysisk såvel som psykisk.

Denne her bog er fantastisk. Men jeg havde heller ikke regnet med mindre. Ildefonso Falcones kan noget med historisk fiktion, og han gør det gerne med bombastiske værker, rig på sideantal. Som jeg havde det med 'Fatimas hånd', var denne bog en anelse lang tid om at fange mig. Men da jeg kom rigtigt ind i den, kunne jeg næsten ikke slippe den igen. 

Persongalleriet er rigt på forskellige personligheder, og der foregår en fantastisk personlig udvikling for flere af personerne, gennem bogen. I starten var der ikke rigtig nogen fra persongalleriet, som jeg kunne relatere til, eller som jeg holdt af, hvilket måske var grunden til at bogen ikke fangede mig så meget i starten. Men som de ændrede sig gennem bogen, ændredes mit forhold til dem også, og historien begyndte at tage fart.

Falcones har en fantastisk indsigt i forskellige historiske folkegrupper, i 'Havets katedral' var det spanierne, i 'Fatimas hånd' var det maurerne og i denne var det sigøjnerne. Hans værker har mange fællestræk med Ken Folletts; de er begge mestre i at formidle tunge, dramatiske historier i et legende let sprog, med sider der vender sig selv. Samtidig er de begge fantastiske til at få følelsen af uretfærdighed frem i deres læsere. Jeg tænkte meget over denne følelse, da jeg læste 'Sigøjnerinden fra Sevilla', for det var præcis den følelse jeg havde da jeg læste Falcones' to andre værker. Det hele var bare så uretfærdigt, og der blev bygget mere og mere på, indtil jeg næsten ikke kunne holde følelsen ud mere. Men som alle hans bøger ved man at der venter en slutning, som kan rette op på det, om ikke andet, så en acceptabel slutning, som kan stoppe for al den uretfærdighed, og denne bog var ingen undtagelse. Selvom det ikke er en rar følelse, så er det skønt at en bog kan få en til at føle så stærkt for noget, og det holder jeg meget af.

Så hvis i, som mig, kan lide at læse historisk fiktion, og ikke lader jer skræmme af de mange sider, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Den er letlæselig, interessant og medrivende.





2 kommentarer:

  1. Åh, den lyder fantastisk! Jeg har alle tre stående, og jeg glæder mig rigtig meget til at trække en af dem i min læsebøtte :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal du gøre. De er alle tre rigtig gode :) vil dog vove at påstå at 'havets katedral' er den bedste :)

      Slet