tirsdag den 12. august 2014

Litterære oplevelser fra den store verden (2) - På sporet af Hemingway

Med inspiration fra Sarahs 'Litterære rejsedestinationer'-indlæg, kom jeg til at tænke på de mange oplevelser af litterær art jeg er stødt på under mine rejser. Og hvorfor ikke dele dem med jer? Det er meget forskelligartede oplevelser, nogle mere omfattende end andre. Så gennem disse indlæg vil jeg føre jer igennem et sammensurium af oplevelser eller observationer, store som små, fra blandt andet storbyer i Europa, tropiske lande i Sydamerika og stater i USA, som alle har det tilfælles at de er af litterær art.

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om nogle af mine oplevelser fra Havana på Cuba. Jeg var afsted i efteråret 2011 med en god veninde. På denne tur var vi både på Cuba, i Sydamerika og et smut forbi New York. Men i dette indlæg vil jeg nøjes med at fortælle lidt om hvad Havana bød på af litterære oplevelser.

Ernest Hemingway (1899-1961) havde et særligt tilhørsforhold til Cuba og boede der gennem flere perioder af sit liv. Udover at være fascineret af det smukke land Cuba, havde Hemingway også et godt øje til den cubanske rom, og drak så rigeligt af den. To af hans stambarer står stadig den dag idag, og lever højt på at være 'Hemingway's foretrukne barer'. Dem skulle vi selvfølgelig se, nu hvor vi var i Havana. I baren La Bodeguita hænger en indrammet lap, som Ernest Hemingway selv har skrevet, og her opsummerer han meget hurtigt hvor og hvad han foretrak at drikke, når han var i Havana: 

My Mojito in La Bodeguita, my daiquri in El Floridita. 
Ernest Hemingway


Så vi skulle selvfølgelig have os en Mojito i La Bodeguita, og jeg må give Hemingway ret. De laver en god Mojito i baren (men det gjorde de nu også på resten af Cuba). Det var vores intention at bestille en daiquri på El Floridita, men da det synede, som en lidt mere formel, fin bar, så sprang vi den over.


Der er helt sikkert flere hemingway'ske oplevelser at opdrive i Havana, men ovenstående var hvad det blev til for mit vedkommende. Jeg har endnu ikke læst noget af Hemingway, men overvejer stærkt at kaste mig over noget. 

Er der nogen som har boglig erfaring med Hemingway? I så fald, hvad kan anbefales at starte ud med?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar