fredag den 20. juni 2014

Dolores Claiborne

Forfatter: Stephen King
Titel: Dolores Claiborne
Forlag: Bogsamleren
Udgivelse: 1993 (denne 1994)

254 sider







Dolores Claiborne er en fortælling jeg stiftede bekendtskab med for mange år siden. Den blev filmatiseret i 1995, og jeg husker svagt at have set filmen for år tilbage i TV. Da jeg så bogen ved tirsdags-loppemarkedet købte jeg den straks og begyndte på læsningen for et par dage siden. Jeg indså dog ret hurtigt at jeg havde læst den før. Jeg kunne ikke huske detaljerne, men de store hovedtræk dukkede op. Tænk engang at jeg kunne have glemt at jeg havde læst den! Det mindes jeg ikke er sket for mig før. Nå, men bogen var god, og nu glemmer jeg ihvertfald ikke at have læst den.

Dolores Claiborne bor i en lille by. Hun har hele livet arbejdet hårdt for den skrappe rigmandskone Vera Donovan. Hun har gjort alt hvad hun kunne for at sikre sine børn en god fremtid. Hun har fundet sig i lidt af hvert fra sin voldelige mand. Hun har ikke haft et let liv, men hun beklager sig ikke. Hun er klar over at livet sommetider viser sig fra sin grimme side. Nu sidder hun på politistationen, mistænkt for mord. Hun har i sinde at fortælle hele sandheden omkring hendes synder, men hun vil ikke erklære sig skyldig i det mord hun er mistænkt for, men derimod for et andet, som hun begik for mange år siden. Et mord som har hjemsøgt hende lige siden, men som hun aldrig har kunne fortryde. Hun har aldrig kunne fortryde det, da Dolores Claiborne hele sit liv, har været villig til at gøre alt for at beskytte sine børn.   

Hele bogen er fortalt som en lang forklaring fra Dolores til betjentene. Det er en let og hurtig bog at læse, som fangede mig fra starten (selvom jeg havde læst den før). Da først jeg havde vænnet mig til Dolores' grove tone, nød jeg virkelig hendes livsberetning i fulde drag. Den spillede på flere følelser, sorg, had, frustration og kærlighed og jeg følte det hele gennem Dolores' ligefremme fortællerstemme. 

Bogen har et snert af krimi, et snert af gys, samt en del social-realisme over sig. Det er en bog om en dysfunktionel familie, en kvindes forfald til demens, et voldeligt ægteskab og et mord. Dette er begivenheder, som alle er knyttet til Dolores' lod i livet, og dette er de begivenheder, som Dolores deler med læseren. 

Idet man kun hører historien fra Dolores' synspunkt, kan man jo spekulere over om fortællingen er sand eller ej. Dette er en sjov detalje, som jeg ofte brugte til at fundere over historiens drejning. Kald mig bare blåøjet, men jeg tror på Dolores :)

En rigtig god, letlæselig bog, som ikke fylder meget i strandtasken. Så en klar anbefaling herfra.

    



8 kommentarer:

  1. Bliver jo ved med at synes, jeg skal prøve at læse noget King på et tidspunkt - det lyder faktisk som en for mig den der, hvis de bliver alt for creepy, så står jeg af ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så synes jeg bestemt du skal prøve at kaste dig over den her. Den er hurtigt læst, og er slet ikke creepy. Det er jeg nemlig heller ikke til :)

      Slet
  2. Gud hvor sjovt, den bog fandt jeg også på et loppemarked :D Glæder mig til at læse den, er virkelig stor King fan!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den skal du glæde dig til :)

      Slet
  3. Det her er en af mine favoritter hos King. Netop fordi den IKKE er gys, og han dermed beviser at det så langt fra er det eneste han kan skrive.
    Jeg synes personskildringerne er virkelig gode, og ja! Jeg tror også på Dolores. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig også god! Jeg er slet ikke til gys, så det er dejligt stadig at kunne nyde hans forfatterskab, som spænder så bredt.
      Og fedt, at vi er flere der tror på Dolores :) Filmen er også god!

      Slet
    2. Har du læst "Den lange vandring" eller "The long walk", som den også hedder? Den er jeg så betaget af. :-)

      Slet
    3. Nej den har jeg ikke læst, og jeg tror måske at jeg har byttet den rundt med en anden. For nu slog jeg den lige op, og troede at det var den serie han har skrevet, men kan se, at det er en enkeltstående bog. Den må komme på min wish-list :)

      Slet