fredag den 30. maj 2014

A Study in Scarlet

Forfatter: Sir Arthur Conan Doyle
Titel: A Study in Scarlet'
Fra samling: 'The Complete Sherlock Holmes'
Forlag: Barnes & Noble
Udgivelse: 1887 (denne 2009)









Så kom jeg endelig igang med min smukke samling af historierne om Sherlock Holmes. Jeg læste denne første bog om detektiven under Deweys readathon, i sidste måned. Jeg har valgt at samlingen skal læses fra start til slut, så selvfølgelig læser jeg fortællingerne, i den rækkefølge de er udgivet.

Verdens første møde med den legendariske mesterdetektiv Sherlock Holmes, udfoldede sig i en billigbogs-udgave af fortællingen 'A Study in Scarlet' i 1887. I denne første fortælling møder Sherlock Holmes, sin kommende tro følgesvend, Watson. Sammen begiver de sig ud på en opklaringsmission om et mystisk mord begået i et forladt hus i London. Men motivet, lige så vel som gerningsmanden, er et stort mysterium for betjentene, men med Sherlocks hjælp, kommer de snart på sporet af en historie. En historie, som bringer læseren helt til Utah til et mormonsamfund og tilbage igen til Londons travle gader.

Det er en herlig historie om Sherlock Holmes og Watson, og jeg sad ofte med et smil på læben, når Sherlock viste sin kunnen. Sherlock er et vidunder af sin tid, til at følge spor og finde beviser. Han er betjentene overlegne, det ved de, lige så vel som han selv. Mens Sherlock er skråsikker på sine evner, og ikke indlader læseren på mere end kun lige det nødvendige, fungerer Watson som et udmærket talerør for læseren. Han spørger ind til de detaljer, der skal til for at kunne forstå sammenhængene. Han følger opmærksomt med i hver eneste bevægelse og forundres og imponeres af den dygtige detektiv.  

Jeg nød fortællingen, omend jeg blev noget forvirret, da jeg nåede til fortællingens midte. For på det tidspunkt er fortællingen nået til vejs ende, morderen er fundet, og jeg sad tilbage og troede jeg ikke havde fattet en disse af historien. Men en tilsyneladende ny historie begynder, og der skulle ikke mange sider til, før jeg kunne genkende nogle navne, og forstod, til min store lettelse, at plottet ikke var givet endnu, men blev udlagt i denne fortælling. Så man får alle detaljer omkring motivet og det var sådan set en meget snedig måde at sætte fortællingen op på, omend lidt pudsig.

Det var bestemt en god læseoplevelse, men jeg glæder mig især til de næste fortællinger, da jeg har ladet mig fortælle at de to karakterer, Sherlock og Watson, får lov at udfolde sig lidt mere her. Da 'A Study in Scarlet' blev skrevet, var det ikke Doyle's intention at der skulle skrives flere bøger om Sherlock Holmes. Men da den første bog vandt en vis succes, besluttede han, til vores held, at fortsætte. Derfor valgte han at give sine hovedroller en lidt dybere personlighed, og det glæder jeg mig til at læse.





2 kommentarer:

  1. Fin anmeldelse ^^
    Jeg blev godt nok også forvirret da bogens anden del begyndte!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe, godt at høre, at jeg ikke er den eneste ;)

      Slet