tirsdag den 31. december 2013

Året der gik-statistik

Så er året ved at være omme og bloggen er blevet 1 år gammel. Faktisk 1 år og 1 måned, da jeg skrev mit første indlæg den 1. december 2012. Det har været et godt bog-år. Jeg har fået læst rigtig meget i forhold til hvad jeg plejer og der er ingen tvivl om at bloggen har haft en stor del af æren for det. Jeg har nydt at kunne dele mine tanker om bøgerne med jer, nydt at få kommentarer tilbage og nydt at læse alle jeres indlæg (til de læsere der har deres egen blogge). Desuden er jeg blevet en del bøger rigere, og det har jeg blandt andet de forlag og forfattere at takke for, som har været så venlige at tænke på mig, når de skulle have anmeldt forskellige værker. Desuden har inspirerende indlæg været skyld i at min to-read-liste nu er alt, alt for lang, men det er nu skønt. Inspiration til de næste bøger der skal læses, kommer jeg næppe til at mangle.




Her kommer lidt statistik fra året (+ en måned) der gik på bloggen:

Top 5 over bøger jeg nød allermest at læse (må sige, at der var rift om pladserne):
  • Vi, de druknede af Carsten Jensen - Denne bog var en kæmpe overraskelse, af den positive slags. Mine forventninger var så lave, at denne bog kom til at stå som intet mindre end fantastisk i min hukommelse. 
  • Skyatlas af David Mitchell - En vidunderlig fortælling, som trækker en rød tråd gennem syv vidt forskellige fortællinger og genrer.
  • Tidskortet af Felix J. Palma - En fantastisk genlæsning, af en bog som var lige så god anden, som første, gang jeg læste den. Tidsmaskiner, historie, action og kærlighed, denne bog har det hele!
  • Verdens vinter af Ken Follett - Jeg er utrolig glad for Follett's historiske romaner, og denne fortsættelse til 'Giganternes fald' var ingen undtagelse. Glæder mig til at læse tredje og sidste bind når det udkommer.
  • Undtagelsen af Christian Jungersen - Jamen altså, endnu en overraskelse. Havde slet ikke forudset hvordan denne bog ville fange mig, og holde mig fanget indtil allersidste linje. Wow...

Top 3 over bøger jeg brød mig mindst om (der var faktisk ikke mange):
  • Blå lys af Jon Brændsgaard Toft - Denne bog faldt bare helt udenfor hvad jeg mener er god litteratur. Den virkede forhastet og som om forfatteren havde gabt over et lidt for stort projekt.
  • Fifty shades of Grey af E. L. James - Her var mit problem at bogen rent sprogligt var mig en torn i øjet. Jeg er ikke nogen sprog-nørd, men denne bog var simpelthen ikke skrevet godt, og så synes jeg at fortællingen var alt for tynd.
  • Redningsbåden af Charlotte Rogan - Denne bog var en skuffelse. Plottet havde potentiale til at blive enormt spændende, men følte ikke forfatteren rigtig havde udnyttet det. 


Bogudfordringen 2013:

Jeg deltog i Boghundens bogchallenge 2013, hvor det gik ud på at læse bøger fra 12 forfattere man ikke havde stiftet bekendtskab med endnu. Jeg fik læst noget af alle 12 forfattere, men må erkende at jeg snød ved to forfattere og skiftede dem ud undervejs. Jeg skiftede Fjodor Dostojevskij ud med Frank Herbert og Ernest Hemingway ud med Justin Cronin. Ja, det var lidt snyd, men til gengæld har jeg stiftet bekendtskab med minimum 12 forfattere jeg ikke havde læst noget af før. Resultatet blev som følgende:

Bogudfordringen fungerede rigtig godt, da den var så fri som den var, og gjorde at jeg fik læst en del, som jeg gerne har ville læse længe.

                                                      ________________________________________

Alt i alt synes jeg langt de fleste af de bøger, jeg har læst i år, har været virkelig gode. Jeg kan kun håbe at næste år bliver lige så godt rent bog-mæssigt. 

Tak til alle jer der har fulgt med, det har virkelig været en fornøjelse. Vi ses i 2014 :)

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE !


søndag den 29. december 2013

Nye bøger til reolen (6)

Jeg håber at alle har haft en rigtig dejlig jul. Jeg tilbragte min jul i England, hvor jeg gjorde nogle skønne bogkøb, samt fik en bog i julegave. Derudover har der sneget sig lidt anmeldereksemplarer og udsalgsfund ind på min bogreol, som jeg ikke har fået vist på bloggen endnu, på trods af at en enkelt er helt fra oktober. Så her kommer en lidt blandet opsummering af de seneste bøger jeg har erhvervet mig.  


Bogen jeg fik i julegave var 'Valhalla - Den samlede saga 3'. Jeg har længe gerne ville eje flere bind i serien, siden jeg købte det første. Er vild med den tegneserie. Denne samling indeholder tegneserie 7, 8 og 9, henholdsvis 'Ormen fra dybet', 'Frejas smykke' og 'Den store udfordring'. Derudover er der en del baggrundsmateriale omkring hvordan tegneserierne blev til. I kan tro det var en gave som bragte glæde.

Da jeg tilbragte julen i England, var der selvfølgelig også tid til lidt shopping. Dette medførte da også fire nye bøger til samlingen. I Waterstones i Cambridge havde de SÅ mange fine bøger. Jeg kunne virkelig have brugt flere timer derinde. Jeg købte dog kun en enkelt bog med hjem. En virkelig fin udgave af 'The Bell Jar' af Sylvia Plath. Bogen har længe været på min to-read-liste, så da jeg så den smukke guld-udgave, måtte den altså med hjem. 


Derudover, købte jeg Hunger games-triologien af Suzanne Collins i den fine glimtende serie i guld, rød og sølv. Det er paperbacks, som jeg normalt ikke køber, men synes simpelthen de covers er SÅ flotte. Og så fandt jeg dem enormt billigt, så det kunne jeg slet ikke stå for.  Jeg har endnu ikke læst nogle af bøgerne, men har set de to første film, og er blevet helt forelsket i historien. Så glæder mig rigtig meget til at få dem læst og til, ikke mindst, at få slutningen :)

Helt tilbage i oktober og november modtog jeg tre anmelder-eksemplarer, som alle er blevet anmeldt her på bloggen. Alle tre bøger 'Efterhånden blot dages genklang' af Daniel Boysen Pedersen, 'Diamanttandsstøv' af Brian P. Ørnbøl og 'Blandet slik' af Cecilie Sund Kristensen, var bøger som lå udenfor min comfort zone, men alle bøger gav mig en positiv oplevelse.


Sidst men ikke mindst, fik jeg under BookDepositorys sidste 25-timers udsalg, bestilt 'Poison Study' af Maria V. Snyder hjem. Jeg fulgte egentlig ikke så meget med denne gang, men i udsalgets sidste time så jeg tilfældigt at denne bog dukkede op. Jeg mente at kunne huske at have hørt godt om den fra flere bloggere, så uden helt at kunne huske noget om den tog jeg chancen. Den kostede mig kun 25 kroner, og selvom det er en paperback, synes jeg coveret er enormt flot. Efter at jeg er begyndt at læse den er jeg meget positiv overfor serien, og skal helt sikkert læse den næste bog i serien.



Så alt i alt synes jeg jeg har fået nogle skønne tilføjelser i min bogsamling, og jeg glæder mig til at læse dem, som stadig ikke er blevet læst endnu.

mandag den 23. december 2013

Julehilsen

GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE

Jeg sidder lige nu i England, omgivet af familie, juletræ og julepynt, med øjnene rettet på min lille nye niece, som netop er fyldt 9 dage. Hun er det skønneste man kan tænke sig og pludselig kommer man i tanke om hvad julen virkelig handler om. Hvor bliver dette en dejlig jul. Jeg ønsker alle mine læsere en ligeså god jul med masser af varme og hygge, omgivet af mennesker de holder af.






onsdag den 18. december 2013

Efterhånden blot dages genklang

Forfatter: Daniel Boysen Pedersen
Titel: Efterhånden blot dages genklang
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår: 2013


184 sider




Jeg har været så heldig at modtage denne bog som et anmelder-eksemplar fra forfatteren selv, Daniel Boysen Pedersen og forlaget Mellemgaard. Alle meninger og holdninger jeg giver udtryk for er selvfølgelig helt mine egne.

Fra bagsiden:
Efterhånden blot dages genklang består af en række noveller, der ofte tegner sig som øjebliksbilleder, hvis gennemgående tema er frihedens rolle i tilværelsen. Novellernes afsøgning af frihedsbegrebet spænder fra den humoristiske tilgang til det dødsens alvorlige.

Jeg plejer at skrive mit eget korte resumé af bøgerne jeg læser, men da bogens egen bagsidetekst formåede det jeg ikke kunne, nemlig at beskrive en kort helhed over de 34 noveller denne bog indeholder, valgte jeg at bruge denne.

Jeg sidder tilbage med blandede følelser efter endt læsning. Som sagt havde jeg lidt svært ved at beskrive novellerne samlet. Der er utrolig mange, de er meget korte, men det ord jeg har tænkt meget på under læsningen, som bagsideteksten nævner er øjebliksbilleder. Jeg ser novellerne som øjebliksbilleder af livet på godt og ondt, i svære situationer, ligegyldige situationer og livsbekræftende situationer. Novellerne er skrevet i et godt sprog, som næsten bliver for intenst for min smag. Hver eneste sætning er så sprængfyldt med poesi og mening, at jeg sommetider havde svært ved at koncentrere om det jeg læste. Jeg er ikke sikker på at det giver mening for andet end mit eget hoved, men når jeg skriver at novellerne næsten var lidt for intelligente, forstår i så hvad jeg mener? Men jeg er ret sikker på at problemet til dels skyldtes at jeg læste flere noveller i streg af gangen. Det vil jeg ikke anbefale at andre gør. Jeg vil anbefale at man læser én novelle af gangen og så giver sig tid til omtanke både under og efter læsningen. Da der er, ikke mindre end, 34 noveller og de fleste af dem er på 3-4 sider eller derunder, bliver det et længerevarende projekt, men sådan vil jeg mene at denne samling fungerer bedst, og sådan vil jeg selv gøre næste gang den skal læses. For ja, jeg er ret sikker på at den skal læses igen.

Nogle noveller følte jeg mere for end andre, hvilket er meget naturligt med en så stor samling af forskellige fortællinger. Ind imellem præsenterede forfatteren smukke tanke eksperimenter, ja nærmest filosofiske, omkring fødslen, døden og eksistens. Det var helt klart dem jeg holdt mest af. 

Men samlet set synes jeg denne novellesamling er en god oplevelse, omend meget intens. Én ting er sikkert. Denne novellesamling skal ikke haste-læses, det er ganske enkelt umuligt, hvilket vel egentlig er godt nok, for findes der noget værre end haste-læsning? Så læs den hvis du vil beriges med velskrevne, poetiske og tankevækkende sætninger fra en ung forfatter med meget på hjerte. 





torsdag den 12. december 2013

Nye bøger til reolen (5)

Her på det seneste synes jeg bogkøb fra antikvariater har fyldt en del i blog-verdenen. Jeg har nydt at se de smukke bøger folk har fundet, og har undret mig over hvorfor jeg aldrig støder på de der fantastisk fine udgaver. Svaret skal nok findes i den kendsgerning at jeg har tilbragt alt for lidt tid på antikvariater (og ja, så er det jo nok lidt svært). Jeg var dog i Kalundborg for et stykke tid siden, en lille charmerende by jeg aldrig havde besøgt før, og befandt mig pludselig i det fineste, mest overfyldte, antikvariat jeg længe har set. Jeg var afsted med to af mine gode veninder, og ingen af os gik tomhændede derfra. Jeg fandt fem bøger, som jeg virkelig gerne ville have med hjem, og også var ret sikker på at få læst. Jeg gav den nette sum af 80 kr. for dem alle fem. 


De fem bøger som kom med mig hjem var:

  • De tre musketerer 1-2 af Alexandre Dumas
  • En verdenomsejling under havet af Jules Verne
  • Rejsen til månen af Jules Verne
  • To års ferie af Jules Verne

Jeg har før læst flere titler af Jules Verne, men har ikke læst nogle af de tre jeg købte. Så det vil jeg glæde mig til. Og Alexandre Dumas har længe været på min to-read-liste. Nærmere betegnet romanen 'Greven af Monte Christo', men glæder mig bestemt også til at læse 'De tre musketerer'.

Jeg synes simpelthen at udgaverne er så fine, at det slet ikke er nok kun at vise bogryggene. Så her kommer lige nærbilleder af hver bog. Alle fem bøger er illustrerede.

De tre musketerer 1-2 af Alexandre Dumas

Rejsen til månen og To års ferie af Jules Verne

En verdensomsejling under havet af Jules Verne



søndag den 8. december 2013

Kunsten at være kvinde

Forfatter: Caitlin Moran
Titel: Kunsten at være kvinde
Orig. titel: How to be a woman
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2011 (denne 2013)

341 sider




Jeg var så heldig at vinde 'Kunsten af være kvinde' fra Skrivepulten for noget tid siden. Nu blev det endelig tid til at læse den og var meget spændt på hvad jeg ville synes om den. Det er ikke en type bog jeg selv ville have købt, men Skrivepultens positive anmeldelse øgede min nysgerrighed omkring dette værk. Bogen beskrives som værende en debat-memoir, hvilket gør at den passer ind under min genre-indlæg omkring biografier.

Caitlin Moran er feminist. I denne bog stiller hun spørgsmål til den måde kvinder forventes at leve idag. Hun kæder hendes mange pointer sammen med fortællinger om hendes egen opvækst og ungdom, i et humoristisk og begavet tonefald.

Jeg må sige at min holdning til bogen, efter at have læst den, er meget positiv. Min frygt var at denne bog ville være en 300-siders lang reprimande, fra en excentrisk, mandehadende feminist, omkring hvordan man skal leve 'rigtigt' efter feminismens tredive gyldne regler, med løftet pegefinger og dårlig samvittighed. Det var det ikke. Det var en utrolig humoristisk og reel bog, med forskellige synspunkter på situationer, som kunne betragtes som sexisme, som langt hen af vejen gav rigtig god mening.

Caitlin Moran beskriver feminismen som et udtryk for kvinder der står ved deres rettigheder, som eks. stemmeret og ligeløn, og IKKE et generelt udtryk for kvinder der hader mænd, kvinder der ikke barberer ben og kvinder der nægter at have sex, som visse ekstreme, nicheprægede feminister kunne antyde. Så i ordets sande forstand må alle kvinder (samt de fleste mænd) være feminister. Det er da rart at få opklaret.

Jeg var ret godt underholdt hele bogen igennem, dog kunne jeg bedst lide at læse om hendes tilbageblik på barndommen og ungdommen op til nu. Hun beskriver denne opvækst fra trange kår, så hylende morsomt, mens hendes generelle betragtninger er gode langt hen af vejen, men som godt kan gå hen og blive lidt pladder-agtige. Jeg kan ikke helt sætte mig ind i alt hvad hun beskriver, men ordene er hele vejen igennem tilføjet den portion humor, som gør det fint nok at læse. Nu skrev jeg før at jeg ikke ser Moran, som værende excentrisk, og den følelse vedbliver da også hele bogen igennem, pånær et eneste afsnit. Under dette ene afsnit var jeg lige ved at falde bagover, da det bare var for mærkeligt og for ekstremt. Det afsnit jeg taler om er afsnittet hvor hun foreslår at man jo kunne smage sit eget menstruationsblod!!! Men jeg må også understrege at det var det absolut mest ekstreme denne bog bød på. Udover denne hændelse virkede det hele ret fornuftigt og har bestemt givet mig lidt stof til eftertanke. Især er der et afsnit omkring abort, som simpelthen gav mig et helt nyt syn på dette interessante emne.

Det er bestemt ikke en bog jeg er ked af at have læst. Den er humoristisk, begavet og tankevækkende. Så har man brug for lidt variation væk fra den klassiske fortælling, så er denne bog bestemt et udmærket bud.





onsdag den 4. december 2013

Et juleeventyr

Forfatter: Charles Dickens
Titel: Et juleeventyr
Orig. titel: A christmas carol
Forlag: Munksgaard
Orig. udgivelse: 1843 (denne 1990)
Illustreret af Roberto Innocenti

152 sider



Så er december kommet og jeg prøver ihærdigt at komme i den helt rigtige julestemning. Synes desværre det bliver sværere og sværere jo ældre man bliver, men læsningen af 'Et juleeventyr' gjorde dog helt sikkert godt. Det er en historie jeg elsker utroligt højt og har set i et utal af filmversioner. Ironisk nok har jeg aldrig læst fortællingen før nu. Så det var da vidst også på tide.

Jeg tror det er de færreste som ikke kender denne fortælling, men for god ordens skyld, kommer lige et kort resumé. Ebenezer Scrooge er en koldhjertet gnaven mand, som kun tænker på at tjene penge. Juleaften bliver han hjemsøgt af sin afdøde samarbejdspartner, som advarer ham om den skæbne han venter, hvis han ikke ændrer sig. De følgende nætter kommer den svundne juls ånd, den nuværende juls ånd og den fremtidige juls ånd og viser Scrooge øjeblikke fra hans fortid, nutid og fremtid.

Åh altså, den fortælling er simpelthen bare så skøn. Fortællingen har det hele; uhygge, skuffelse, sorg, men også kærlighed og hengivenhed. Derudover rummer den et så fint budskab og skaber under læsningen en ufrivillig, men kærkommen, julestemning. Jeg følte jeg havde læst historien før, da de utallige film/tegnefilm jeg har set over fortællingen, er så utrolig tro mod dette forholdsvist korte værk.

Jeg har ikke en finger at sætte på denne fortælling, og selvom jeg havde ville det hurtigt blive glemt igen. Denne fortælling er efterhånden blevet en fast bestanddel i julens traditioner og er derfor perfekt lige præcis som den er. Jeg glæder mig allerede til de begynder at sende de mange versioner på TV. Så er det altså jul!





søndag den 1. december 2013

Indtil jeg finder dig

Forfatter: John Irving
Titel: Indtil jeg finder dig
Orig. titel: Until I find you
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Orig. udgivelse: 2005 (denne 2008)

837 sider




Som før nævnt er jeg svært glad for John Irving som forfatter, dog har det taget mig lang tid at komme igang med denne bog, som har stået længe på min reol. Generelt er Irvings bøger til den tungere side og denne er ingen undtagelse.

Jack Burns rejser, som fire-årig, rundt til en del af Europas hovedstæder, sammen med sin mor, tatovøren Daughter Alice. Målet er at finde Jacks far, organisten William Burns. Uden held rejser Jack og hans mor tilbage til Toronto, hvor Jack vokser op. Hans opvækst er domineret af kvinder, svigt og tab, og som voksen mand føler han han mangler noget i sit liv. Han rejser tilbage til de hovedstæder han besøgte som barn og finder snart frem til, at ikke alt er som hans mor har fortalt og som virkeligheden blev set gennem en fireårigs øjne.

Irving er altid en oplevelse og denne bog var ingen undtagelse. Efter endt læsning sad jeg fuldstændig mættet af indtryk og detaljer. Fortællingen rummer så utrolig meget på både godt og ondt.

Irvings univers er ikke til at tage fejl af, med hans farverige, finurlige personligheder, hans evigt mange pudsige detaljer og hans ofte tragiske, men lettere komiske personligheder. Der er også visse temaer fra tidligere bøger, som går igen i denne. I denne bog er det New Hampshire, brydning og Canada der går igen. I mange af hans andre bøger indgår bjørne også og jeg sad og ventede på at der skulle dukke en bjørn op i denne bog, men det gjorde der ikke. Jeg kan meget godt lide at der er visse kendetegn i hans bøger, dog altid med en anden betydning end i den forrige bog.

Irvings bøger går ofte lige til grænsen og ofte lidt længere. Jeg tror at denne bog har været den der er gået længst over min personlige grænse for hvordan man kan fremstille ret så store tabuer. Det var egentlig kun den midterste del af bogen (efter første Europa-tur), som var rigtig svær, og også denne del hvor jeg gik i stå op til flere gange, hvilket gjorde denne bog til langtidslæsning. Det er den del hvor Jack er i hans unge år, i en verden fyldt med kvinder, som ikke lærer ham hvad der er rigtigt og forkert. Han oplever svigt, misbrug og tab og bøder for dette i hans voksenliv, hvor hans forkvaklede forhold til nærhed og kærlighed forhindrer ham i tætte relationer. Og det blev simpelthen lidt for meget for mig til tider. Det er jo en dybt tragisk fortælling, men som altid, i sand Irving-stil, blev det fortalt i et underholdende sprog, ren sort humor. Men der er bare intet humoristisk når man taler om misbrug og børn, og bogen gjorde mig derfor en smule utilpas under dele af læsningen. Når det så er sagt, er det jo altid fascinerende med en bog som rører lidt ved ens grænser og det gør denne bestemt.

Historien er om en ulykkelig dreng. En ulykkelig dreng, som lider tab, misbrug og svigt gang på gang, uden helt at være klar over det. Læs den hvis du ikke har berøringsangst over for svære emner og hvis du vil have en sand Irving-oplevelse. Den er tung at komme igennem, læses bestemt ikke over-night, men da den var læst, sad jeg med følelsen af, at det bestemt havde været tiden værd.