mandag den 21. oktober 2013

Hjem

Forfatter: Julie Kibler
Titel: Hjem
Orig. titel: Calling Me Home
Forlag: Politikens forlag
Orig. udgivelse: 2013

364 sider




Jeg har været så heldig at modtage denne bog som et anmelder-eksemplar fra Politikens Forlag. Alle meninger og holdninger jeg giver udtryk for er selvfølgelig helt mine egne, som er tilfældet med alle mine anmeldelser. 

Den ældre Isabelle beder sin unge veninde og frisør, Dorrie, om at køre hende til Cincinnati. Dorrie indvilliger, trods den lange køretur og trods hendes egne problemer hun tumler med. På turen åbner Isabelle op for en kærlighedshistorie fra sin fortid, som hænger unægteligt sammen med hende ærinde i Cincinnati. 

Det har taget mig lang tid at komme igennem denne bog. Ikke fordi den var specielt lang, specielt svær at læse eller særlig tung i indholdet, men simpelthen fordi størstedelen af bogen kedede mig. At jeg har taget mig god tid om at læse den, har måske været en fejl, da jeg godt kan risikere at miste 'kontakten' til nøglepersonerne, hvis jeg bruger lang tid om at læse en bog og personerne ikke helt har så stor 'gennemslagskraft'. Om ikke andet fangede den mig bare ikke rigtig før til slut. 

Fortællingen omhandler det alvorlige tema, racediskrimination, og minder mig lidt om bogen Niceville. Dog var Nicevilles nøglepersoner sat lidt mere komisk op end de er i denne fortælling. Selve temaet og opstillingen af fortællingen er sådan set spændende nok, den fejler bare et sted i min optik, og det er ved den unge Isabelle og Roberts kærlighed. Kærlighedshistorien irriterede mig på mange punkter. Isabelles personlighed i hendes unge år i 1930'erne, virkede ikke troværdig på mig, og jeg forstod ikke hvor hendes kærlighed til Robert, eller Roberts kærlighed til hende, kom fra. Beskrivelsen af kærligheden formåede simpelthen ikke at overbevise mig. Så ud fra en dårlig forståelse for deres kærlighed til hinanden, har jeg endnu sværere ved at forstå den skæbnesvangre beslutning de tager, som bringer flere end dem selv i fare, istedet for at vente nogle år. Det virker både naivt og egoistisk. 

Selvom jeg aldrig rigtig forstod kærligheden mellem Robert og Isabelle, mærkede jeg til gengæld kærlighed på så mange andre planer i de sidste 100 sider af bogen, som rørte mig meget. Det burde have været sådan hele bogen igennem, men kom først til slut. Det kom helt bag på mig at bogen alligevel kunne røre mig så dybt, når den havde virket så ligegyldig i starten.

Så alt i alt, en okay fortælling, skrevet i et godt sprog. Størstedelen af fortællingen rørte mig bare ikke, som jeg er sikker på var hensigten, men på grund af de sidste 100 sider, ændredes min læseoplevelse fra at være mindre god til god. Så min bedømmelse ender på tre stjerner, ene og alene på grund af at de sidste sider, i mine øjne, løftede historien.





2 kommentarer:

  1. De sidste 100 sider er simpelthen så rørende. Jeg hulkede mig hele vejen igennem dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, fortællingen overraskede mig godt nok til slut og måtte da også knibe en tåre.... eller to :)

      Slet