onsdag den 30. oktober 2013

Guldbillen

Forfatter: Edgar Allan Poe
Titel: Guldbillen
Orig. titel: The Gold-Bug
Fra samling: Hemmelighedsfulde fortællinger
Forlag: Nordisk Forlag
Orig. udgivelse: 1843

43 sider



I forbindelse med mit indlæg om gysergenren, var jeg på biblioteket for at finde nogle af de mange bøger jeg var blevet anbefalet. En af de bøger jeg fik med hjem var en lille bog med forskellige fortællinger af Edgar Allan Poe. Iblandt gotiske noveller var 'Guldbillen', som nok mere er en form for krimi/detektiv-historie. 

Legrand, som interesserer sig meget for insekter, finder en dag en guldbille. Sammen med guldbillen finder han et ark pergament som gemmer på en hemmelighed. Nu drager Legrand, hans tjener Jupiter og hans ven, som også er fortælleren, ud for at løse et mysterium, som tilsyneladende er forårsagdet af guldbillen.

Jeg nød at læse denne korte fortælling. Der er noget enormt hyggeligt ved at læse tekster fra den tid. Den gammeldags facon at skrive på, at tale på og selve opbygningen af historien. Fortællingen er ikke vildt begivenhedsrig, men indeholder til gengæld en yderst grundig redegørelse for løsningen af en kodet besked. Det synes jeg var rigtig sjovt at læse om, til trods for at det måske fyldte lidt rigeligt i den korte fortælling.

Jeg synes ikke der var noget fantastisk over novellen, men den var behagelig at læse. Legrand og fortælleren er temmelig troværdige personer, jeg synes dog Jupiter er blevet tildelt en fremstilling, som kan virke lettere racistisk og temmelig utroværdig. Dog taler vi om en novelle fra 1843, så jeg vil ikke mene at det er usædvanligt eller er noget man kan blive stødt af under gennemlæsingen.

Jeg har indtil videre læst to korte fortællinger af Edgar Allan Poe og har nydt at læse dem begge. Så jeg kan roligt anbefale at stifte bekendskab med dette forfatterskab.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar