søndag den 15. september 2013

Berlinerpoplerne

Forfatter: Anne B. Ragde
Titel: Berlinerpoplerne
Originaltitel: Berlinerpoplene
Forlag: Rosinante
Orig. udgivelse: 2004

299 sider




Jeg har for år tilbage fået denne bog anbefalet af min veninde, men har først nu fået den læst.

Tre brødre mødes ved deres mors dødsleje efter utallige års adskillelse fra hinanden. Brødrene har valgt meget forskellige liv og har svært ved at acceptere hinandens forskelligheder. Men da moderens slagtilfælde bringer dem sammen igen er de nødt til at se fortiden i øjnene og flere ting er ikke helt som de troede.

Efter de første 40-50 sider var jeg ret sikker på at denne bog ikke ville være noget for mig. Men efterhånden som fortællingen skred frem, fangede den mig og lod mig tilbage med et ønske om at høre mere, efter endt læsning. Den første store del af fortællingen består af en form for præsentation af de tre brødre, samt én af brødrenes datter. Denne præsentationsrunde fylder meget af den relativt korte bog, og ligger derfor også op til en fortsættelse. Hvis ikke jeg havde vidst at der er skrevet to bøger mere, ville jeg nok synes at dette optog en for stor del af bogen. Men da jeg generelt er stor tilhænger af grundige præsentationer af nøglepersoner, samt på forhånd vidste at Ragde havde skrevet mere om netop disse personer, synes jeg ikke det gjorde noget. Dog føler jeg kun at jeg lærte to af brødrene at kende, da den tredjes præsentation ikke rigtig fortæller noget om ham, men kun om hans hverdag. Broren Margido er altså stadig lidt af et mysterium for mig. 

Fortællingen er fortalt gennem fire personers øjne. De tre brødre, samt datteren. Dette synes jeg fungerer rigtig godt, især med datterens synspunkt, som giver anledning til at få forklaring på forskellige ting, da hun ikke har mødt resten af familien før, og derfor skal 'have det hele forfra', hvilket jo er rigtig praktisk for læseren. Jeg finder mange af nøglepersonerne meget troværdige, dog synes jeg at Erlend, den fortabte søn, som ikke har været hjemme i over tyve år, da han flyttede til København og sprang ud som homoseksuel, virker lettere overspillet. Han indtager dog senere en lidt mere troværdig rolle da han befinder sig i barndomshjemmet igen. 

Bogen er skrevet på en meget ligefrem, simpel form og er hvad man måske kunne kalde en hverdagsfortælling uden de store armbevægelser. Men på trods af de mange beskrevne hverdagshændelser, skriver Ragde på en facon, som får mig til at fatte sympati for mange af de mennesker hun beskriver. Dette må næsten være en af grundene til at denne roman har vundet priser og været på bestsellerlisten i Norge da den udkom. Den er enkel, den er ligefrem og så kan den være noget så hjerteskærende med de triste skæbner man møder i romanen. Som sagt endte jeg med at nyde bogen og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at læse fortsættelsen.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar