torsdag den 1. august 2013

Redningsbåden

Forfatter: Charlotte Rogan
Titel: Redningsbåden
Originaltitel: The Lifeboat
Forlag: Politikens Forlag
Orig. udgivelse: 2012

224 sider




Jeg har været så heldig at modtage denne bog som et anmelder-eksemplar fra Politikens Forlag. Alle meninger og holdninger jeg giver udtryk for er selvfølgelig helt mine egne, som er tilfældet med alle mine anmeldelser.

Takket være Graces mand, får Grace en plads i en af redningsbådene da oceandamperen 'Empress Alexandra' forliser i 1914. Meget hurtigt indser redningsbådens passagerer at båden er overfyldt og at redningen måske ikke kommer så hurtigt, som først antaget. Der opstår hurtigt konflikter omkring hvorledes man skal agere for at redde flest mulige, men er nogen villige til at ofre sig?

Plottet i denne bog lød vildt interessant og jeg var meget spændt på at læse bogen. Dog blev jeg temmelig skuffet. Der opstår en del løse tråde, som fører til en forventning, fra læserens side, om at en større sammenhæng vil forekomme. Denne sammenhæng kommer bare aldrig, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt. Det kunne virkelig have løftet historien. Istedet sidder jeg, som læser, tilbage med en følelse af at fortællingen ikke er færdiggjort. 

Jeg synes at plottet i fortællingen har et stort potentiale, da hele dilemmaet omkring hvordan menneskers psyke reagerer forskelligt under omstændigheder, som er umiddelbart svære at sætte sig ind i, er vanvittigt interessant. Som her, hvor scenen udspiller sig i en redningsbåd, hvor passagerene sættes overfor spørgsmålet 'hvad er man villig til at ofre for andres skyld og hvem er man villig til at ofre for sin egen skyld.'. Men som sagt, føler jeg ikke rigtig forfatteren formår at udnytte dette. 

Man mærker gennem bogen hvordan sult, tørst og angst ændrer Graces psyke, som er jeg-fortælleren bogen igennem. Dog synes jeg aldrig jeg lærer den 'rigtige' Grace at kende. Jeg synes hendes personlighed er forvirrende og til tider nærmest selvmodsigende. Og ja, når først hovedpersonen ikke rigtig fænger, så er bogen oftest 'tabt' for mig.

Men som sagt er der potentiale i plottet, og jeg sad hele bogen igennem og tænkte at jeg godt gad læse en bog med samme plot, men hvor sceneriet blev udspillet i moderne tid. Jeg kan ikke helt forstå hvorfor forfatteren har valgt at fortællingen skal foregå i 1914, to år efter Titanic forliste, og dermed risikere at bogen kommer til at minde alt for meget om en anden fortælling man kender så godt.

Alt i alt var jeg ikke særlig begejstret for bogen, da jeg synes der var for mange mangler og løse ender, dog var det en hurtigt læst og til tider underholdende bog.





2 kommentarer:

  1. ævæv - jeg var ellers også ret spændt på denne bog, men nu er mine forventninger da skruet lidt ned!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg blev ret skuffet. Men håber at du vil synes bedre om den :)

      Slet