tirsdag den 2. juli 2013

Det sidste slag

Forfatter: C. S. Lewis
Titel: Det sidste slag
Originaltitel: The Last Battle
Serie: Narnia-fortællingerne, 7
Forlag: Borgen
Orig. udgivelse: 1956






Den sidste fortælling i bogserien om Narnia, starter med fortællingen om en gammel abe med storhedsvanvid og et naivt godmodigt æsel, som en dag finder et løveskind. Med dette øjner aben straks en chance for magt, og iklæder æslet skindet, så folket i Narnia skal tro at Aslan er vendt tilbage. Dette skaber kaos da aben laver en aftale med Calormen, hvilket resulterer i en krig, som er svær at vinde, da mange narniere efterhånden har mistet troen på Aslan. Endnu en gang bliver Eustace og Jill kaldt til Narnia, hvor de side om side med Kong Tirian skal bekæmpe de onde calormenere og de troløse narniere.

Med seks fortløbende bind, kan man vel ikke være andet end en smule sørgmodig ved læsningen af den syvende og afsluttende fortælling. Jeg har nydt at læse hele serien, som startede ved at et nyt kapitel blev tændt og ender med at det selvsamme kapitel slukkes. Ringen er fuldendt og der er derfor ingen tvivl om at dette bind er det definitivt sidste. Det kan jeg egentlig meget godt lide. Der er ikke noget med ’hvad mon så der skete’ eller ’fik de mon hinanden’. Nej, denne fortælling giver en slutning, som er rundet af på tilfredsstillende vis.  

Foruden Eustace og Jill, er der også et gensyn med Peter, Edmund, Lucy, Polly og Digory, hvilket igen leder tankerne hen på en storladen afsked med det elskede persongalleri.

For første gang møder man, i denne fortælling, Calormens gud Tash, som er Aslans direkte modsætning, ond, fæl og barbarisk. Jeg synes det var meget rart at få dette aspekt med, da calormenerne ellers bare er beskrevet som generelt ondskabfulde mennesker. Men når guden, de tilbeder, kræver bestialske ofre, så er der måske en grund til at folket er blevet som de er.     

Fortællingen er spændende og helt i tråd med de seks forrige. Den afrunder hele serien godt, som er eventyrlig og skrevet i et finurligt, underholdende sprog. Så hvis man ikke har læst Narnia-serien, så kan jeg stærkt anbefale at få den læst; om man er barn eller voksen.





2 kommentarer:

  1. Jeg synes også det sidste slag er en hel perfekt afslutning på de fabelagtige fortællinger. Helt klart sørgmodigt ja.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, bare serien fortsatte, men på den anden side er det nok også godt at stoppe mens legen er god. Kan jo altid starte forfra på serien ;)

      Slet