Titel: Børnenes bog
Originaltitel: The Children's Book
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2009
665 sider
Lige siden ’Børnenes bog’ udkom i 2009 har jeg haft lyst til
at læse den og ikke mindst eje den, da den simpelthen er så smuk. Men da tiden
flyver afsted og der hele tiden dukker nye bøger op, som jeg forelsker mig i,
har jeg først fået den læst nu.
Fortællingen
foregår i England fra sidst i 1800-tallet til først i 1900-tallet. Vi følger
flere forskellige familier, deres børn, børnenes udvikling og familiernes syn
på opdragelse og frihed. Vi følger blandt andre den børnerige familie Wellwood,
som tror på den frie opdragelse, familien Fludd, hvor faren er som en tikkende
bombe og resten af familien går på listefødder, Phillip, som bliver fundet i en
museumskælder og som viser sig at have et særligt kunstnerisk talent og
familien Cain, som bor på museet. Udover de fiktive familier fås et indblik i
tidens politik, finans, litteratur og ikke mindst kvindebevægelsen.
Fortællingen
var god og velskrevet, ingen tvivl om det. Dog har det taget mig en krig at
komme igennem den. Jeg tror forklaringen ligger i en kombination af at sygdom
har haft sneget sig ind på mig, samt bogen rummede en del lange, teoretiske
passager indeholdende politiske højdepunkter i England fra den tid, uden synderlig ’indblanden’ fra vores fiktive personer. Historisk
set er det jo også enormt spændende, men jeg synes det var skrevet i et sprog,
som tog udgangspunkt i, at læseren på forhånd kendte til sagerne, personerne og
skandalerne, hvilket jeg ikke gjorde. Så når jeg kom til disse passager fandt
jeg dem lettere kedelige og ønskede egentlig bare at høre mere om de fiktive
personer, som var enormt talrige og faktisk også enormt spændende.
Persongalleriet
er stort og mangfoldigt, og jeg kunne rigtig godt lide at læse om børnenes
udvikling gennem livet, som fører dem i alverdens retninger. Dog er det måske
lidt for talrigt fra start af, da jeg ofte måtte tænke mig godt om for at huske
hvordan relationen var personerne imellem. Dette kunne måske være undgået hvis
de var blevet præsenteret mere løbende igennem historien. Når dette er sagt
synes jeg man kommer godt omkring de forskellige personer, og kommer til at
kende deres forskellige personligheder og interesser, hvilket er beundringsværdigt
når nu der er så mange.
Nogle få af
kapitlerne er dedikeret fortællinger af forfatteren Olive Wellwood, hvilket jeg
ikke synes ødelægger historiens flow. Netop Olive og Humphrey Wellwood
statuerer et eksempel på den lidt mere frie opdragelse af børnene end der var
normen få år tilbage, og følgende citat rammer hovedet på sømmet i forklaringen
på hvor forskellen ligger:
(Citat: Børnenes bog)
Børnene blandede sig med de voksne, talte med dem og fik
svar. Børnene i den slags familier sidst i det 19. århundrede var anderledes
end børn før og senere. De var hverken dukker eller voksne i miniature. De blev
ikke gemt væk på børneværelser, men deltog i familiens måltider, blev taget
alvorligt som personer under udvikling og gjort til genstand for rationel
diskussion under aftensmaden eller på lange spadsereture ud i landskabet[…]De strejfede frit
omkring i skov og eng, byggede gemmesteder og klatrede i træer, gik på jagt og
fiskeri, red på ponyer og kørte på cykel, altid sammen med andre børn.
Dette
beskriver et af omdrejningspunkterne i bogen, som danner rammen for
præsentationen af de forskellige børnefamilier og sætter spørgsmålstegn ved det
rigtige og forkerte i dette syn. Hvilke børn gavner det, hvilke børn gavner det
ikke, og er fri opdragelse lig med mere kærlighed?
Der er
dog nogle små irritationsmomenter i fortællingen. For eksempel er der sommetider
fransk eller tysk tale, og et par enkelte gange oplevede jeg at det ikke var
oversat. Det tyske tænkte jeg ikke så meget over, da jeg forstår det, men når
der var franske sætninger uden oversættelser, ja så var jeg en lille smule
tabt. Et andet mindre kritikpunkt var den udgave jeg læste, hvor der et par
gange manglede ord eller var sat et ord for meget ind. Det er ikke noget jeg generelt
tænker så meget over, men i dette værk skete det tilpas mange gange til at det
irriterede min læsning.
Men alt i alt er det en ret
fantastisk fortælling. Jeg har været meget i tvivl om hvordan jeg skulle
vurdere denne bog i stjerner, da jeg synes det spor som udgjordes af lange
historiske passager, som ikke omhandlede persongalleriet, var rigtig kedeligt
at læse, hvorimod det spor hvor vi fulgte vores fiktive personer var virkelig,
virkelig spændende. I sidste ende føler jeg ikke at jeg kan give fortællingen mere end tre stjerner, men til gengæld med et stort plus, på grund af det fantastiske persongalleri. Jeg vil bestemt anbefale den til
andre læsere og har også lyst til at læse den igen på et senere tidspunkt. Formentlig vil mange andre, lidt mere oplyste læsere, også få
mere nytte af det historiske spor end jeg fik.
Jeg kan slet ikke sætte tal på hvor mange gange, jeg har overvejet at give mig i kast med denne bog. Det er en rigtig fin anmeldelse, som i den grad får mig til at overvejer det på ny.
SvarSletJeg er glad for at du kunne bruge anmeldelsen :) Og jeg synes at bogen, som helhedsindtryk, var rigtig god. Det er en bog med mange lag, som også gør at jeg egentlig gerne vil læse den igen om nogle år. Så hvis det er noget du længe har overvejet, så kan jeg bestemt anbefale at kaste sig ud i den :)
Slet