lørdag den 15. juni 2013

Vi, de druknede

Forfatter: Carsten Jensen
Titel: Vi, de druknede
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2006

688 sider





Da ’Vi, de druknede’ udkom i 2006 arbejde jeg i en boghandel, og der var enorm stor opmærksomhed omkring dette værk omhandlende Marstal. Jeg burde måske have læst den, men jeg synes simpelthen den lød SÅ kedelig. Havnebyen Marstal sidst i 1800-tallet…. Ja, den solgte ikke sig selv til mig. Da min søster så læste den nogle år efter og fortalte at den var vildt god, må jeg indrømme at jeg tvivlede på at jeg ville have det på samme måde. Men det er nu sjældent at vores bogsmag går i hver sin retning, så jeg besluttede mig for at i år, der skulle den altså læses.  

Fortællingen strækker sig over perioden 1848-1945, og har sit holdepunkt i havnebyen Marstal, som ifølge traditionen avler sømænd, der er anerkendt i verdens havnebyer. Livet i den lille by går videre, på trods af hyppige forlis med druknedøden til følge, samt krigstilstande hvor skibene fra havnebyen er i front. Kvinderne bliver tilbage og fører byen videre, som de altid har gjort det. Hovedpersonerne er Laurids som drager i krig mod tyskerne, Laurids’ søn, Albert, der drager ud på eventyr på verdenshavene, Klara Friis, som får forbindelse til den ældre Albert, samt hendes søn, Knud Erik, som oplever anden verdenskrig på søen.   

Denne fortælling er helt igennem fantastisk, og hvor er jeg glad for at min søster anbefalede mig den, for ellers havde jeg aldrig læst den, og var dermed gået glip af et mindre mesterværk. Jeg må indrømme at tvivlen sad i mig igennem første kapitel. Men som et trylleslag, tryllebandt fortællingen mig fra andet kapitel og til allersidste side.

Fortællingen sætter læseren ind i hvordan hverdagen skrider frem i Marstal for børnene såvel som kvinderne, sømandslivet på de syv verdenshave, de gamle skrøner fra havet, samt situationen på eksotiske sydhavsøer. Det er meget kontrastfyldte fortællinger, fra det småborgerlige hverdagsliv på en ø i Danmark til skrumpehoveder og kannibaler i det fjerne udland, men de er vævet så fint sammen at man ikke mærker det. Jeg elsker fortællinger om eventyr, men faktisk elskede jeg historien om Knud Erik og Albert-banden i Marstal lige så højt som fortællingen om eftersøgningen af Laurids, som fører Albert til Samoa. Det er som om Carsten Jensen her har formået at gøre selv de små hverdagsting til et lille eventyr i sig selv.

Fortælleren er beskrevet i ’vi’-form, som er lidt pudsig og som jeg aldrig er stødt på før. Eksempelvis som følgende, hvor mændende fra Marstal er hjemvendt efter at have været krigsfanger i Tyskland:

(citat fra ’Vi, de druknede')
Vi undgik ikke at bemærke, at Laurids ikke længere var den samme. Vi forstod, at krigen havde været en slem oplevelse for ham, og at han havde set ting, som det ikke var godt for nogen at se.

Denne fortællerform, som følger fortællingen igennem, giver en følelse af at der berettes via en fælles stemme, som udgøres af befolkningen i byen, som ser begivenhederne ske. Det giver også en følelse af byens stærke sammenhold og fælles meninger, især i de svære tider.

Et element som fylder meget i bogen er familielivet i Marstal, som er helt ulig andre familieliv. Her er mændene væk i op til flere år af gangen og kvinderne styrer hjemmet såvel som byen, mens de venter på at deres ægtefæller skal vende tilbage. Mændenes trang til havet, kvindernes længsel efter at få mændene hjem igen og børnenes stiltiende accept af et mangelfuldt forhold til deres fædre.

Derudover er det spændende at følge byens udvikling og nedtur igennem 100 år, hvor små tilfældigheder og velovervejede planer fører til drastiske ændringer for byens plads på verdensmarkedet. Og ja, det var præcis det jeg synes lød kedeligt dengang bogen udkom, sådan kan man få sig en lang næse. Men det der gør bogen til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, er de fantastiske personer man møder, som gør det hele så meget mere spændende. Carsten Jensen har virkelig skabt et persongalleri, som jeg tror de fleste vil elske og blive forbløffede over, når deres handlinger for en gangs skyld, slet ikke er så forudsigelige, som ofte er tilfældet.

Min anbefaling er klart at læse denne her bog, hvis man er til krøniker, danmarkshistorie, eventyr og sømands-skrøner. Den er i mine øjne fantastisk!



By the way; 



hvis bogen var udkommet med venstrestående cover, ja så skal jeg ikke afvise at jeg havde fundet bogen mere interessant. Men det gjorde den ikke. Den udkom med højrestående cover. Bogcovers har en umådelig stor magt over mig…. desværre.


4 kommentarer:

  1. Du skriver nogle rigtig fine anmeldelser!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det er jeg rigtig glad for at du synes :)
      Kan nogen gange være lidt svært at beskrive præcis hvorfor man føler bøgerne er gode eller dårlige. Men prøver så godt jeg kan og håber at det inspirerer :)

      Slet
  2. Man skal ikke dømme på udseendet - men når det kommer til bøger, så kan man altså ikke komme uden om, at et flot cover kan gøre en enorm forskel! Coveret til venstre er da helt klart tusind gange mere inspirerende end det andet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er det virkelig:) Er selvfølgelig samme bog der gemmer sig bag coveret, men der er et eller andet som skal få en til at kigge nærmere på bogen, og ja, det er jo altid coveret man ser først :)

      Slet