Titel: Giganternes Fald
Originaltitel: Fall of Giants
Serie: Century Trilogien
Forlag: Cicero
Orig. udgivelse: 2010
934 sider
Da jeg lige har færdiglæst Ken Folletts Verdens Vinter,
som er andet bind i Century-trilogien, synes jeg for en god ordens skyld lige
jeg ville ligge en anmeldelse op af første bind, som jeg læste for et godt
stykke tid siden. Siden jeg fik øjnene op for ’Jordens Søjler’, som jeg vist
med rette kan sige fik en renæssance i 05-06, på grund af den på daværende
tidspunkt snarlige udgivelse af efterfølgeren ’Uendelige Verden’, som blev
udgivet næsten 20 år efter første udgave af Jordens søjler, har jeg været
håbløst forelsket i Folletts historiske fortællinger.
Fortællingen
strækker sig fra 1911 til 1924, og indrammer dermed første verdenskrigs spæde
opstart til efterkrigstiden i centralmagterne. Man følger to engelske, én
russisk, én tysk og én amerikansk familie i deres fald eller opstigen på den
sociale rangstige, samt trængsler og bekymringer omkring opstarten, undervejs
og efter den første verdensomspændende krig fra 1914 til 1918.
Follett
har den egenskab at få mig til at ærgre mig over, ikke at have fulgt med i
historie-timerne. Hans evne til at formidle svært historisk stof til en fnuglet
fortælling er fantastisk, og vil tryllebinde de fleste læsere, måske på nær de
hardcore historikere, som er vant til tungere stof. Men folk som mig, som bare
ikke har haft den store interesse for de tørre politiske historietimer, vil
virkelig få meget ud af Folletts bøger.
Hans
persongalleri er som altid farverigt og spændende. Han fremstiller fiktive
personer, som jeg tror på, og som jeg oftest enten elsker eller hader. Hans
bøger får flere følelser frem i mig, end de fleste andre bøger jeg har læst.
Jeg mærkede både kærlighed, lidenskab, had, skuffelse og sorg da jeg sad med
denne bog i hænderne, hvilket giver en indlevelse i bogen, som er mere sjælden
end man kunne ønske sig. Personerne bliver til virkelighed i mit hoved og jeg
kan ikke lade være med at drage en lidt skør parallel med Harry-Potter bøgerne.
For hvem, der har læst bøgerne, har ikke siddet med den ekstremt harmfulde
følelse, når Harry gang på gang bliver behandlet uretfærdigt. Følelsen var
sommetider så fastgroet, at jeg efter at have klappet bogen sammen, stadig
havde følelsen i kroppen. Og det er det, denne bog også kan!
At man
både følger personer i England, USA, Tyskland og Rusland, giver et fantastisk
varieret indblik i krigens tilstande, samt viser en form for overskud fra forfatterens
side.
Jeg har et meget anstrengt forhold til "Jordens Søjler", og det er egentligt en skam, for alle taler så pænt om den. Men måske burde jeg prøve igen med denne. Dine rosende ord er i hvert fald fristende overbevisende.
SvarSletJa, man kan ikke komme uden om at bøger sommetider bare ikke fanger, selvom alle omkring én er ellevilde med værket :) Men hvis du har mod på det, vil jeg helt klart anbefale dig at prøve igen. Synes Folletts bøger er nogle af de dejligste bøger jeg har læst. Er ikke nødvendigvis stor litteratur set med en kenders briller, men der er bare noget ved hans fortællinger der får mig til at blive ved med at læse, læse, læse, til bogen er slut :)
Slet