lørdag den 29. juni 2013

Dødens Teater

Forfatter: Klaus Larsen
Titel: Dødens Teater
Forlag: Munksgaard
Orig. udgivelse: 2012

298 sider





Jeg fik denne bog af min vejleder efter endt speciale.

’Dødens Teater’ beretter om lægekunsten i Danmark fra 1640-1840. Vi følger hvordan man forsøgte at forstå sygdomme, epidemier og andre lidelser ved brug af teorier som var flere hundrede år gamle, modstanden for at acceptere nye teorier, og hvordan den store afstand mellem medicinere og barberkirurger langsomt blev mindre og mindre, for til sidst at ende op som én profession.

Bogen er både interessant, underholdende og skræmmende. Det er tankevækkende hvor mange år de lærde medicinere insisterer på at udøve deres gerning på baggrund af flere hundrede år gamle idéer, som aldrig har virket, på trods af at nye idéer og beviser begynder at vinde indpas. Dog er vi i en tid hvor alt indenfor lægevidenskaben er ny, og man må jo prøve at forstå hvor svært det er at fralægge alt det man har troet på i så mange hundrede år.

Sommetider blev jeg lidt tabt i årstallene da der blev sprunget en del frem og tilbage i tiden. Men da kapitlerne er delt op i forskellige emner, er det nok uundgåeligt at bryde den kronologiske orden en smule. Når det så er sagt, ødelægger det jo ikke forståelsen af stoffet, men det var bare et mindre irritations moment.

Jeg elsker simpelthen at læse om de her bizarre behandlingsmetoder, hvor det faktum at de rent faktisk er blevet praktiseret, gør det hele så meget mere skræmmende.
Et eksempel er visse dramatiske metoder, som blev anbefalet at blive taget i brug, ved mistanke om skindød:

(citat fra Dødens Teater)
Nogle foreslog at stikke en spids blyant op i den formodet dødes næse; man kunne bearbejde huden med pisk eller brændenælder, rykke kraftigt i lemmerne eller støje og råbe højt ind i ørerne på afdøde.

Da pesten kom i 1700-tallet anbefalede man at bruge følgende råd fra en middelalderlæge:

(citat fra Dødens Teater)
For at undgå pesten bør man bo med højt til loftet, og boligen skal være tør. Sydvendte vinduer skal holdes lukket, mens man i de nordvendte vinduer skal lave et hul så stor som en rude, således at den onde damp kan komme ud.

Med en række andre råd, som ligner disse, forstår man godt at man med bekæmpelsen af pest absolut intet udrettede, før man begyndte på isolering. Derudover kan man læse om hvordan diverse amputationer blev udført med sav og kniv (uden bedøvelse vel at mærke), hvordan diverse lidelser blev behandlet med medikamenter, som oftest gjorde sygdommen værre og hvordan man i over 150 år forkastede en yderst effektiv behandling for skørbug, hvilket kostede mange tusinder sømænd livet.

Så med stædighed, uvidenhed, og en angst for at miste status, blev eventuelle gennembrud ikke accepteret og der gik lang tid før de uddannede medicinere begyndte at revurdere den lære om mennesket og sygdomme, som byggede på Galens idé fra det 2. århundrede (!).   

Jeg synes bogen var ganske interessant og oplysende. Der var dog en del gentagelser, som irriterede mig en smule. Men hvis man har lyst til at blive lidt klogere på lægekunsten igennem tiden, så dyk ned i denne bog, som er let-læselig faglitteratur.



torsdag den 20. juni 2013

100 tilbud på 25 timer

Lige et lille tip.
Hvis man har tid til overs idag, så kører bookdepository.co.uk endnu engang kampagnen med 100 bøger på udsalg over de næste 25 timer. Det startede her kl. 13 og der vil så komme et nyt bogtilbud hvert kvarter i de næste 25 timer. Men man skal skynde sig, for bogen kan kun købes til den meget fordelagtige pris inden kvarteret er omme, og der er et begrænset antal. Desuden er der fri levering til Danmark, så der burde være chance for at gøre et rigtig godt køb.
Åh, hvem der bare havde hele dagen til at sidde og følge med, for man bliver lidt grebet af det :)



Klik på logoet for at komme til hjemmesiden.



lørdag den 15. juni 2013

Vi, de druknede

Forfatter: Carsten Jensen
Titel: Vi, de druknede
Forlag: Gyldendal
Orig. udgivelse: 2006

688 sider





Da ’Vi, de druknede’ udkom i 2006 arbejde jeg i en boghandel, og der var enorm stor opmærksomhed omkring dette værk omhandlende Marstal. Jeg burde måske have læst den, men jeg synes simpelthen den lød SÅ kedelig. Havnebyen Marstal sidst i 1800-tallet…. Ja, den solgte ikke sig selv til mig. Da min søster så læste den nogle år efter og fortalte at den var vildt god, må jeg indrømme at jeg tvivlede på at jeg ville have det på samme måde. Men det er nu sjældent at vores bogsmag går i hver sin retning, så jeg besluttede mig for at i år, der skulle den altså læses.  

Fortællingen strækker sig over perioden 1848-1945, og har sit holdepunkt i havnebyen Marstal, som ifølge traditionen avler sømænd, der er anerkendt i verdens havnebyer. Livet i den lille by går videre, på trods af hyppige forlis med druknedøden til følge, samt krigstilstande hvor skibene fra havnebyen er i front. Kvinderne bliver tilbage og fører byen videre, som de altid har gjort det. Hovedpersonerne er Laurids som drager i krig mod tyskerne, Laurids’ søn, Albert, der drager ud på eventyr på verdenshavene, Klara Friis, som får forbindelse til den ældre Albert, samt hendes søn, Knud Erik, som oplever anden verdenskrig på søen.   

Denne fortælling er helt igennem fantastisk, og hvor er jeg glad for at min søster anbefalede mig den, for ellers havde jeg aldrig læst den, og var dermed gået glip af et mindre mesterværk. Jeg må indrømme at tvivlen sad i mig igennem første kapitel. Men som et trylleslag, tryllebandt fortællingen mig fra andet kapitel og til allersidste side.

Fortællingen sætter læseren ind i hvordan hverdagen skrider frem i Marstal for børnene såvel som kvinderne, sømandslivet på de syv verdenshave, de gamle skrøner fra havet, samt situationen på eksotiske sydhavsøer. Det er meget kontrastfyldte fortællinger, fra det småborgerlige hverdagsliv på en ø i Danmark til skrumpehoveder og kannibaler i det fjerne udland, men de er vævet så fint sammen at man ikke mærker det. Jeg elsker fortællinger om eventyr, men faktisk elskede jeg historien om Knud Erik og Albert-banden i Marstal lige så højt som fortællingen om eftersøgningen af Laurids, som fører Albert til Samoa. Det er som om Carsten Jensen her har formået at gøre selv de små hverdagsting til et lille eventyr i sig selv.

Fortælleren er beskrevet i ’vi’-form, som er lidt pudsig og som jeg aldrig er stødt på før. Eksempelvis som følgende, hvor mændende fra Marstal er hjemvendt efter at have været krigsfanger i Tyskland:

(citat fra ’Vi, de druknede')
Vi undgik ikke at bemærke, at Laurids ikke længere var den samme. Vi forstod, at krigen havde været en slem oplevelse for ham, og at han havde set ting, som det ikke var godt for nogen at se.

Denne fortællerform, som følger fortællingen igennem, giver en følelse af at der berettes via en fælles stemme, som udgøres af befolkningen i byen, som ser begivenhederne ske. Det giver også en følelse af byens stærke sammenhold og fælles meninger, især i de svære tider.

Et element som fylder meget i bogen er familielivet i Marstal, som er helt ulig andre familieliv. Her er mændene væk i op til flere år af gangen og kvinderne styrer hjemmet såvel som byen, mens de venter på at deres ægtefæller skal vende tilbage. Mændenes trang til havet, kvindernes længsel efter at få mændene hjem igen og børnenes stiltiende accept af et mangelfuldt forhold til deres fædre.

Derudover er det spændende at følge byens udvikling og nedtur igennem 100 år, hvor små tilfældigheder og velovervejede planer fører til drastiske ændringer for byens plads på verdensmarkedet. Og ja, det var præcis det jeg synes lød kedeligt dengang bogen udkom, sådan kan man få sig en lang næse. Men det der gør bogen til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, er de fantastiske personer man møder, som gør det hele så meget mere spændende. Carsten Jensen har virkelig skabt et persongalleri, som jeg tror de fleste vil elske og blive forbløffede over, når deres handlinger for en gangs skyld, slet ikke er så forudsigelige, som ofte er tilfældet.

Min anbefaling er klart at læse denne her bog, hvis man er til krøniker, danmarkshistorie, eventyr og sømands-skrøner. Den er i mine øjne fantastisk!



By the way; 



hvis bogen var udkommet med venstrestående cover, ja så skal jeg ikke afvise at jeg havde fundet bogen mere interessant. Men det gjorde den ikke. Den udkom med højrestående cover. Bogcovers har en umådelig stor magt over mig…. desværre.


fredag den 7. juni 2013

Kierkegaardmysteriet

Forfatter: Thom Satterlee
Titel: Kierkegaardmysteriet
Originaltitel: Stages
Forlag: Rosenkilde & Bahnhof
Orig. udgivelse: 2012


287 sider



Jeg vandt denne signerede bog i en konkurrence hos Saxo og har derfor også anmeldt den på Saxo’s hjemmeside.

Amerikaneren Daniel Peters har bosat sig i København, hvor han arbejder som oversætter på Kierkegaard Forskningscentret. En dag findes hans chef, og tidligere forlovede, dræbt i hendes lejlighed og et nyopdaget manuskript af Søren Kierkegaard er forsvundet. Dette får Daniel til at åbne øjnene for sine kolleger og omgivelser, hvilket aldrig har faldet ham let, da han er diagnosticeret med Aspergers syndrom og mangler visse sociale kompetencer. Alligevel ser han snart at alting ikke er som det ser ud til og hans kolleger ved måske mere end han tror.

Jeg læser ikke vanvittig mange krimier, blandt andet på grund af det irriterende element, at hovedpersonerne altid tilbageholder viden for politiet, da de ofte tror de bedre selv kan løse mysteriet, og ender med at forkludre sagen endnu mere. Dette har irriteret mig grænseløst og er ikke sådan jeg tror man ville handle i det virkelige liv. I denne fortælling skete noget jeg aldrig har oplevet før; nemlig det modsatte! Daniel fjerner en genstand fra noget bevismateriale, men erkender det så til politiet dagen efter, hvorefter han fortællingen igennem samarbejder med kriminalbetjenten. Det kom helt bag på mig, da jeg havde forberedt mig på endnu et sololøb fra et inkompetent individ i opklaringen af forbrydelsen, og det var simpelthen så forfriskende.

Ydermere adskiller denne bog sig fra ’almindelige’ krimier, ved at hovedvægten er lagt på Kierkegaard og syndromet Asperger. Som læser følte jeg at mordplottet kom i anden række, hvilket gjorde bogen mindre ’krimi-agtig’. Dog ved jeg ikke nok om Aspergers syndrom til helt at vide om Daniel er en troværdig person. I starten synes jeg han var ret irriterende, men som bogen skred frem, vænnede jeg mig mere og mere til hans lettere passive adfærd og manglende sociale kompetencer. Så om han er et godt billede på en typisk Asperger-mand, det ved jeg ikke! Men kunne egentlig meget godt lide ham efter at have lært ham lidt bedre at kende.

Det er altid sjovt at læse litteratur om Danmark og danskere, skrevet af ikke-danskere. Thom Satterlee har tilbragt et år i Danmark og jeg synes han rammer rigtig mange typiske danske situationer. Han skriver meget om cyklerne, hvilket er temmelig oplagt, men derudover synes jeg også han har ramt den danske ironi ret godt. Der er dog nogle småting jeg studsede over, bl.a. følgende sætning, hvor Daniel Peters beskriver den danske hotdog:

(citat: Kierkegaardmysteriet)
Først er der selve hotdogpølsen, dansk svinekød – det bedste i verden – fra grise, der har levet så godt et liv, som kun danske grise og danskere kan;…..

Jeg ville ønske at det var sandt, men ved også at det er det desværre ikke. Men udover småting som denne kunne Satterlee, ud fra beskrivelserne, lige så godt have boet i Danmark hele sit liv.

Bogen er delt op på en anderledes måde, end jeg før har set, nemlig i en Opsætning, Forbrydelse og Efterforsknings-del. Det er såmænd en fin nok inddeling, men synes egentlig ikke den er nødvendig for bogen. Men altid spændende med lidt nye elementer til en lettere tyndslidt genre (hvis jeg må være så fræk).

Jeg kunne godt lide at læse bogen, dog gav den mig ingen aha-oplevelser, sus i maven eller store overraskelser. Det var en behagelig bog hvor man kan lære lidt om Asperger-syndromet og Søren Kierkegaard, men man skal ikke læse den og regne med en hæsblæsende kriminalroman, for det er det bestemt ikke.





mandag den 3. juni 2013

Verdens Vinter

Forfatter: Ken Follett
Titel: Verdens Vinter
Originaltitel: Winter of the World
Serie: Century Trilogien
Forlag: Cicero
Orig. udgivelse: 2012

909 sider



Jeg fik andet bind i Century-trilogien sidste jul, men har først fået den læst nu. Læs eventuelt anmeldelsen af første bind her.

Fortællingen strækker sig over tidsperioden 1933-1949, og fortæller om anden verdenskrigs hærgen og indflydelse på den amerikanske, tyske, engelske og russiske almene befolkning og elite. Man følger de familier, der introduceredes i første bind af Century-trilogien, hvor det nu er den næste generation der er de dominerende i fortællingen. Deres skæbner krydser hinanden gang på gang, på tværs af kontinenter.

Denne fortælling i Century-trilogien levede fuldt ud op til mine meget høje forventninger! Jeg synes Follett skriver sine historiske fortællinger så dejligt og let, at han får mig til at hungre efter mere viden omkring disse historiske tidsperioder han beskriver. Det er måske ikke det tungeste, og derfor mest præcise, historiske billede han giver, men jeg har dog stadig et indtryk af at research-arbejdet er så gennemført at det næppe kunne fremstilles mere præcist i den type bog han har skrevet, som altså ikke er en historiebog, men en fortælling om krig, fred, kærlighed, had, rigdom og fattigdom, som er det Follett mestrer.

Med hans brede persongalleri følger man personer som spiller afgørende roller i kapløbet om dannelsen af atombomben, i den undergravende spionage tyskere og russere imellem, i amerikansk politik, Churchills England og i det tvivlsomme kommunistiske styre i Sovjet.

Jeg synes Follett har lavet et flot (og ikke alt for amerikaniseret) billede af Nazityskland og den tyske befolkning under anden verdenskrig. Mit hjerte bløder, når jeg tænker på denne knækkede befolkning, som går fra det ene mareridt til det næste, hvorefter at blive lagt for had af det meste af verden mange årtier efter rædselsregimet under Hitlers styre. Han beskriver både nazister, men også den almene befolkning, som sjældent var andet end påståede nazister, simpelthen for at overleve i et diktatorisk og voldeligt samfund.  

Jeg glæder mig til at læse næste og sidste bind i trilogien. Jeg håber at man hører lidt om efterkrigstiden i Berlin, som var ganske forfærdelig, men jeg tror desværre at Follett vælger at springe lidt længere frem i tiden. Dog kan jeg ikke forestille mig at næste bog vil kunne skuffe, da det ikke er en følelse jeg er bekendt med når der står Follett på coveret.   

Så min anbefaling er helt sikkert at læse denne, samt det forrige bind, før det sidste bind udkommer i 2014. Det er en fantastisk fortælling.





Giganternes Fald

Forfatter: Ken Follett
Titel: Giganternes Fald
Originaltitel: Fall of Giants
Serie: Century Trilogien
Forlag: Cicero
Orig. udgivelse: 2010

934 sider



Da jeg lige har færdiglæst Ken Folletts Verdens Vinter, som er andet bind i Century-trilogien, synes jeg for en god ordens skyld lige jeg ville ligge en anmeldelse op af første bind, som jeg læste for et godt stykke tid siden. Siden jeg fik øjnene op for ’Jordens Søjler’, som jeg vist med rette kan sige fik en renæssance i 05-06, på grund af den på daværende tidspunkt snarlige udgivelse af efterfølgeren ’Uendelige Verden’, som blev udgivet næsten 20 år efter første udgave af Jordens søjler, har jeg været håbløst forelsket i Folletts historiske fortællinger.    

Fortællingen strækker sig fra 1911 til 1924, og indrammer dermed første verdenskrigs spæde opstart til efterkrigstiden i centralmagterne. Man følger to engelske, én russisk, én tysk og én amerikansk familie i deres fald eller opstigen på den sociale rangstige, samt trængsler og bekymringer omkring opstarten, undervejs og efter den første verdensomspændende krig fra 1914 til 1918.

Follett har den egenskab at få mig til at ærgre mig over, ikke at have fulgt med i historie-timerne. Hans evne til at formidle svært historisk stof til en fnuglet fortælling er fantastisk, og vil tryllebinde de fleste læsere, måske på nær de hardcore historikere, som er vant til tungere stof. Men folk som mig, som bare ikke har haft den store interesse for de tørre politiske historietimer, vil virkelig få meget ud af Folletts bøger.

Hans persongalleri er som altid farverigt og spændende. Han fremstiller fiktive personer, som jeg tror på, og som jeg oftest enten elsker eller hader. Hans bøger får flere følelser frem i mig, end de fleste andre bøger jeg har læst. Jeg mærkede både kærlighed, lidenskab, had, skuffelse og sorg da jeg sad med denne bog i hænderne, hvilket giver en indlevelse i bogen, som er mere sjælden end man kunne ønske sig. Personerne bliver til virkelighed i mit hoved og jeg kan ikke lade være med at drage en lidt skør parallel med Harry-Potter bøgerne. For hvem, der har læst bøgerne, har ikke siddet med den ekstremt harmfulde følelse, når Harry gang på gang bliver behandlet uretfærdigt. Følelsen var sommetider så fastgroet, at jeg efter at have klappet bogen sammen, stadig havde følelsen i kroppen. Og det er det, denne bog også kan!

At man både følger personer i England, USA, Tyskland og Rusland, giver et fantastisk varieret indblik i krigens tilstande, samt viser en form for overskud fra forfatterens side.

Jeg kan stærkt anbefale at læse denne fantasiske bog til alle, som kan lide lette, historiske romaner, som sætter gang i hele følelses-registeret.