Titel: Dødens Teater
Forlag: Munksgaard
Orig. udgivelse: 2012
298 sider
Jeg fik denne bog af min vejleder efter endt speciale.
’Dødens Teater’ beretter om lægekunsten i Danmark fra
1640-1840. Vi følger hvordan man forsøgte at forstå sygdomme, epidemier og
andre lidelser ved brug af teorier som var flere hundrede år gamle, modstanden
for at acceptere nye teorier, og hvordan den store afstand mellem medicinere og
barberkirurger langsomt blev mindre og mindre, for til sidst at ende op som én
profession.
Bogen er både interessant, underholdende og skræmmende. Det
er tankevækkende hvor mange år de lærde medicinere insisterer på at udøve deres
gerning på baggrund af flere hundrede år gamle idéer, som aldrig har virket, på
trods af at nye idéer og beviser begynder at vinde indpas. Dog er vi i en tid
hvor alt indenfor lægevidenskaben er ny, og man må jo prøve at forstå hvor
svært det er at fralægge alt det man har troet på i så mange hundrede år.
Sommetider blev jeg lidt tabt i årstallene da der blev
sprunget en del frem og tilbage i tiden. Men da kapitlerne er delt op i forskellige
emner, er det nok uundgåeligt at bryde den kronologiske orden en smule. Når det
så er sagt, ødelægger det jo ikke forståelsen af stoffet, men det var bare et
mindre irritations moment.
Jeg elsker simpelthen at læse om de her bizarre
behandlingsmetoder, hvor det faktum at de rent faktisk er blevet praktiseret,
gør det hele så meget mere skræmmende.
Et eksempel er visse dramatiske metoder, som blev anbefalet
at blive taget i brug, ved mistanke om skindød:
(citat fra Dødens
Teater)
Nogle foreslog at
stikke en spids blyant op i den formodet dødes næse; man kunne bearbejde huden
med pisk eller brændenælder, rykke kraftigt i lemmerne eller støje og råbe højt
ind i ørerne på afdøde.
Da pesten kom i 1700-tallet anbefalede man at bruge følgende
råd fra en middelalderlæge:
(citat fra Dødens Teater)
For at undgå pesten
bør man bo med højt til loftet, og boligen skal være tør. Sydvendte vinduer
skal holdes lukket, mens man i de nordvendte vinduer skal lave et hul så stor
som en rude, således at den onde damp kan komme ud.
Med en række andre råd, som ligner disse, forstår man godt at
man med bekæmpelsen af pest absolut intet udrettede, før man begyndte på
isolering. Derudover kan man læse om hvordan diverse amputationer blev udført
med sav og kniv (uden bedøvelse vel at mærke), hvordan diverse lidelser blev behandlet
med medikamenter, som oftest gjorde sygdommen værre og hvordan man i over 150
år forkastede en yderst effektiv behandling for skørbug, hvilket kostede mange
tusinder sømænd livet.
Så med stædighed, uvidenhed, og en angst for at miste
status, blev eventuelle gennembrud ikke accepteret og der gik lang tid før de
uddannede medicinere begyndte at revurdere den lære om mennesket og sygdomme,
som byggede på Galens idé fra det 2. århundrede (!).
Jeg synes bogen var ganske interessant og
oplysende. Der var dog en del gentagelser, som irriterede mig en smule. Men
hvis man har lyst til at blive lidt klogere på lægekunsten igennem tiden, så
dyk ned i denne bog, som er let-læselig faglitteratur.