Titel: Morgenvandrerens rejse
Originaltitel: The voyage of the dawn treader
Serie: Narnia-fortællingerne, 5
Forlag: Borgen
Orig. udgivelse: 1952
Læs også anmeldelsen af ’Troldmandens Nevø’, ’Løven, heksen og garderobeskabet’, ’Hesten og drengen’ og ’Prins Caspian’ som er de fire forrige fortællinger om Narnia.
Lucy, Edmund og deres ubehøvlede fætter Eustace kommer,
gennem et maleri, til at være passagerer på ’Morgenvandreren’, som er Kong
Caspians skib. Caspian har svoret at rejse østpå i ét år for at finde ud af
hvad der skete med de syv hertuger, som blev sendt væk da Caspians onde onkel
Miraz sad ved tronen. Dette fører dem på en spændende rejse, hvor trolddom og
eventyr er hovedingredienser. Eustace lærer glæden ved at have venner at kende,
og Lucy og Edmund oplever deres sidste eventyr i Narnia.
Lewis har her skabt en fortælling, hvor Edmund og Lucy går
igen fra de forrige fortællinger. Lucys medmenneskelighed kommer til udtryk, da
bådens passagerer bliver sat på en hård prøve, ved at skulle døje Eustace dagen
lang. Eustace er beskrevet som ubehøvlet og bedrevidende, og den første sætning
i bogen, som er lidt sjov, lyder som følgende:
(citat:
Morgenvandrerens rejse)
Der var en dreng, der
hed Eustace Clarence Scrubb, og han havde næsten fortjent det.
Jeg synes at denne fortælling rummede en melankolsk stemning,
som ikke er kommet til udtryk i samme grad i de forrige fortællinger. Jagten på
de syv hertuger bærer helt sikkert en del af det melankolske element, da nogle af
dem er kommet af dage på tragisk vis. For eksempel ligger den ene af hertugerne,
forvandlet til guld, på bunden af en sø. Dette medfører en nærmest uhyggelig
stemning, som endnu engang beviser at Lewis ikke er bange for at inddrage død
og melankoli i børnebøger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar