søndag den 7. april 2013

Dune

Forfatter: Frank Herbert
Titel: Dune
Forlag: Orion books
Orig. udgivelse: 1965
Læst på engelsk

609 sider




Dune var ikke et værk jeg var bekendt med før jeg fik bogen i fødselsdagsgave. Det har så vist sig at det er en meget kendt bog indenfor science fiction-genren, og jeg er glad for at jeg endelig har fået stiftet bekendtskab med den.

Hertug Atreides og hans familie lever et godt liv på den frodige planet Caladan, indtil de af kejseren og hertug Harkonnen bliver tvunget til at overtage ledelsen på den tørkelagte planet Arrakis, også kaldet Dune. Her får de deres sag for, i det vigtige anliggende at udvinde krydderiet melange, som folk er afhængige af, hvilket gør eksporten så utrolig vigtig. Den onde hertug Harkonnen har dog en skjult dagsorden, der går ud på at styrte hertugen og hans familie, kort efter ankomsten til planeten. Hertug Atreides konkubine, Jessica, og søn, Paul, undslipper attentatet, og flygter ud i den enorme ørken, hvor de slutter sig til den hårdføre, indfødte befolkning, Fremen. Jessica er opdraget inden for ordenen Bene Gesserit, hvilket giver hende usædvanlige mentale kræfter. I ordenen er der en legende om Kwisatz Haderach, en mandlig Bene Gesserit, som vil have særlige mentale evner for tid og rum. Hos Fremens venter de en profet ’Lisan al-Gaib’, som vil ændre deres økologi og give dem friheden. Paul bliver mistænkt for at være den der skal virkeliggøre disse legender, samtidig med at han nærer et brændende ønske om at hævne sin far.

Bogen har været temmelig tung at kæmpe sig igennem på engelsk, men jeg snød lidt og så filmen inden, så jeg havde de elementære personer og hændelser på plads, hvilket viste sig at være en stor fordel i netop dette tilfælde. Ellers tror jeg simpelthen der ville være for meget jeg havde misforstået. Jeg havde stadig lidt svært ved at holde styr på alle karaktererne, da navnene ligesom ikke ville hænge fast, som f.eks. Gurney Halleck, Thufir Hawat og Duncan Idaho. Sommetider blev hele deres navne brugt, andre gange fornavne og andre gange efternavne. Der udover var der også mange begreber for det samme, som f.eks. de kæmpe sandorme, som findes på Dune. De gik både under navnet sandworm, maker, Shai-hulud og grandfather of the desert, og sådan var det med flere elementer i bogen. Så tungen lige i munden! Heldigvis var der en ordliste bagerst i bogen, som reddede forståelsen et par gange.  

Når det så er sagt, har Frank Herbert skabt et fantastisk univers, som jeg nød at læse om. Fortællingen afspejler et kæmpe skrivearbejde, som også indeholder flere appendix, som forklarer blandt andet religionen og økologien på Dune. Sceneskift i bogen, er adskilt af citater fra litterære værk, skrevet af Princess Irulan, som igen minder læseren om at dette ikke bare er en simpel fortælling; det er en beretning om et univers. Jeg syntes at fortællingen var original, og følte bestemt ikke at jeg havde ’hørt historien før’. Stilen mindede mig lidt om Tolkien, med hensyn til den meget grundige, helstøbte opbygning af et anderledes og fantastisk univers. 

Emnet vand havde en stor plads i bogen, da Arrakis er en gold ørken-planet, hvor vand er mere dyrebart end guld. Den indfødte befolkning bruger stillsuits i ørkenen, som opsamler alt spildt kropsvæske til genbrug, og de tager sagen så alvorligt at selv de dødes vand bliver indsamlet. Dette skabte en smule væmmelse under læsningen, men også betagelse over hvordan folket har skabt en levevej i den ubarmhjertige ørken.

Bogen danner en dyb kløft mellem godt og ondt; der findes ingen mellemvej. Jeg kan egentlig meget godt lide når karakterer rummer både gode og onde elementer, som tvinger læseren til selv at tage stilling. Det valg har man ikke i denne bog; ingen der læser bogen vil være i tvivl om at hertug Atreides er god og hertug Harkonnen er ond. Rent faktisk opstår konflikten netop fordi Harkonnen mener at Atreides er ved at blive lidt for vellidt af folket, og dermed har fået for meget magt. Harkonnen selv er beskrevet med et højst utiltalende ydre, dræber for et godt ord, samt med en hang til små drenge, hvilket vil frastøde selv den mest godmodige læser.

Alt i alt har jeg stor respekt for det arbejde der ligger bag denne bog. Jeg har været længe om at læse bogen, da jeg synes den ligger i den tunge ende, men jeg ville nødig have været foruden denne læseoplevelse. Vil anbefale den til alle som ikke skræmmes af sci-fi genren. Her er en original, velskrevet og spændende fortælling, som man kan få mange aftenener til at gå med.






4 kommentarer:

  1. Jeg læste Dune i efteråret, og fandt den lettere kaotisk og uoverskuelig, med dens virvar af karakterer og fremmede begreber. Jeg følte, jeg gik glip af en del i forvirringen. Måske burde jeg se filmen og prøve igen..

    Men du har helt ret; universet er så helstøbt og beundringsværdigt. Det er planlagt ned til mindste detalje, og er så gennemført at man ikke kan undgå at blive en smule overvældet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det hjalp ihvertfald mig gevaldigt. Så en filmversion fra 80'erne (ved ikke hvor mange der findes), men den var ihvertfald godt rundt om de fleste hændelser. Uden at have set den inden, tror jeg ikke jeg var kommet igennem bogen... Så ja, synes helt sikkert du skal prøve igen, med filmen som støtte :)

      Slet
  2. Det er godt nok mange år siden, jeg har læst den, men nu får jeg lyst til at få genopfrisket den. Filmen er jeg til gengæld ikke så vild med - måske fordi den er virkelig, virkelig 80'er-agtig :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er den virkelig! Men synes nu at det gjorde den meget sjov, musikken og effekterne og det hele. Er nu ikke sikker på at det var 'sjov' de gik efter, da den blev lavet :)

      Slet