Prins

Forfatter: Ib Michael
Titel: Prins

Forlag: Gyldendal

Orig. udgivelse: 1997

329 sider

Jeg må med skam erkende at jeg aldrig har læst en bog af Ib Michael, da jeg altid har forbundet ham med lettere kedelige bøger. Hvor denne fordom er kommet fra, har jeg virkelig ingen idé om, men om ikke andet har den skudt ned i mig hver evig eneste gang jeg er stødt på noget i forfatterskabet. Den fordom er dog endelig blevet bragt til skamme, efter min moster, i sidste uge, fortalte om hans bøger i rosende vendinger, og sendte mig hjem med ’Prins’ i tasken.

I 1912 er tolvårige Malte feriebarn på ’Strandgaarden’ på Nordsjælland. Her nyder han dagene væk fra byen, hvor strand, drager, sten og skaller betyder eventyr. Malte nyder både opmærksomhed fra lægen, apotekerens datter og Oda, som er tjenestepige på ’Strandgaarden’. Derudover har han også selskab af en sjæl, uden helt at være klar over det, som antager forskellige forme. En dag på stranden støder han på en kiste, som er drevet ind langvejs fra, og snart hobes spørgsmål op omkring den dødes fortid og hvorledes der er en forbindelse mellem den døde, den ældgamle dame, som bor for sig selv ud til havet, og sjælen.

Bogen er en lidt mystisk fortælling, som skaber mange spørgsmål, der alle, til min lettelse, er besvaret når man når bogens slutning. Det er den første bog under genren ’magisk realisme’ som jeg har læst, hvor socialrealisme står på lige fod med en mirakuløs virkelighed, og jeg syntes supergodt om det. Bogen giver nærmest læseren en spirituel oplevelse, med dens syn på Gud, satan, engle og dæmoner, som måske ikke er så forskellige endda.

På trods af den magiske side af bogen, får vi plantet begge fødder godt og grundigt i jorden, når vi får fortalt om Maltes eventyr, som foregår i en tolvårigs sind, samt om Odas kærlighed til en eksotisk gæst fra Peru. Meget hurtigt under læsningen, faldt jeg pladask for Malte. For hvordan kan man andet? Han er en troværdig tolvårig, stadig på den barnlige side af sit liv, som får rodet sig ud i diverse små-uheld, grundet de farlige ekspeditioner og eventyr, som foregår i hans hoved. Nedenfor er en passage fra bogen, hvor Malte for første gang møder den lille, stumme Ida:

(Citat: Prins af Ib Michael)

Eftermiddagen er lang endnu. Selskabet slår sig ned omkring havebordet. Doktor kalder ind gennem det åbne vindue, og lidt efter serverer Oda øl og saftevand med kiks fra bakken. Malte og pigen hugger i sig, samtidig slår deres hænder ned på den kiks, der bliver tilovers. Malte vinder for han er den største. Hun må nøjes med den stump, hun knuger om med knytnæven.

Der er et eller andet vildt sjovt over det billede som danner sig i mit hoved af Malte og Ida, som har fat i samme kiks. Her er ingen beskedenhed; ingen af børnene slipper kiksen, før de har sikret sig et stykke. Jeg synes virkelig at Ib Michael beskriver børnene så dejligt og levende at jeg ser dem for mig med største lethed.

Alt i alt, synes jeg at bogen var rigtig god, men også overraskende anderledes end hvad jeg havde forestillet mig. Kan kun anbefale den til andre læsere, som ikke er bange for lidt magi og overtro. Nu glæder jeg mig endnu mere til at kaste mig over Haruki Murakami, som skulle være mester i magisk realisme-genren.