torsdag den 28. februar 2013

Nye bøger til reolen (1)

Jeg får desværre ikke læst så meget for tiden, på grund af travlhed på studiet. Trods det, var jeg lige et smut forbi boghandlernes bogudsalg igår og blev egentlig lidt skuffet. Synes ikke jeg faldt over så meget jeg bare 'måtte eje', men kom dog hjem med 'Borte med Blæsten' af Margaret Mitchell. Nu hvor filmen er en klassiker, tænker jeg det kunne være sjovt at læse fortællingen bag, og jeg kunne jo ret godt lide 'Nord og Syd'-bøgerne, som jeg betragter værende lidt i samme stil, så mon ikke også denne falder i min smag.

Derudover 'kom jeg til' at bestille en bog mere hjem fra Adlibris: 'The Magic Mirror of M. C. Escher' af Bruno Ernst. Glæder mig vildt meget til at modtage den. Håber at den er propfyldt med hans fantastiske værker. Jeg stiftede bekendtskab med den hollandske kunstner, M. C. Escher, på det bibliotek jeg brugte da jeg var yngre. Stødte tilfældigt på en af hans bøger, som jeg siden lånte et utal af gange. Jeg fandt det, at se på hans umulige konstruktioner og symmetriske mønstre og prøve at gennemskue dem, stærkt vanedannende. Så vil glæde mig til at den kommer ind af døren... Til venstre ses et af hans kendte værker. Kan i se hvad der er galt?



torsdag den 21. februar 2013

Valhalla - den samlede saga 1

Efter at jeg havde set tegneserien 'Valhalla - den samlede saga' på Den lille bogblog i et december-indlæg, blev jeg simpelthen nødt til at eje den selv. Bestilte den fra Adlibris i sidste uge og modtog den den anden dag.


Den samlede saga 1, består af følgende 3 fortællinger:

Ulven er løs
Thors brudefærd
Odins væddemål

Udover de tre tegneserier, er der en masse baggrundsviden omkring myterne, skitser fra de første udkast, samt fortællinger om hvordan hver historie blev til. Det er super hyggelig læsning til de lidt triste regn(sne)vejrsdage :)

mandag den 18. februar 2013

På udkig efter Hemingway

Forfatter: Leif Davidsen
Titel: På udkig efter Hemingway
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Orig. udgivelse: 2008


377 sider




Som et led i bogudfordringen for i år, har jeg nu læst min første bog af Leif Davidsen.

Den midaldrende gymnasielærer John har mistet sin kone til kræft og er, under orlov fra arbejdet, taget til Miami for at følge i Hemingways fodspor, som er hans store interesse. Her møder han en eksilcubaner, som beder John om at overbringe et brev til hans datter på Cuba. Dette indvilliger John i. Derfra tager tingene fart og John er pludselig involveret i et langt større politisk drama på et Cuba hvor Castro synger på sidste vers.  

Jeg synes fortællingen er skrevet i et godt sprog og fortalt på en meget grundig facon. Historien fangede mig ikke umiddelbart, men da først fortællingen begyndte at tage fart efter en noget langsom start, fandt jeg den en smule mere interessant. Dog vil jeg vove at påstå at hele denne suppegryde af en ’familien Danmark’-dansker som vikles ind i mord, sex og eventyr, kammer en smule over. Godt nok beskrives han som en person, som trænger til at mærke at han lever og det giver derfor mening at han kaster sig lidt hovedløs ud i nogle vanvittige situationer. Men ligefrem at blive rekrutteret af CIA i Miami og blive trænet i ikke at blive skygget, hvorefter at tage til Cuba vel vidende at man er på en mission, som strider mod den kommunistiske republiks synspunkt, er mere end bare en smule risikabelt. Men selvfølgelig er det netop dette som danner grundlag for hele spændings-delen. Desværre sagde John's karakter mig ikke så meget, på lige fod med samtlige andre karakterer i bogen. 

Et stort plus ved fortællingen er de fantastiske beskrivelser af Havana. Jeg var der selv for lidt tid tilbage, og jeg kunne straks genkende stederne, stemningerne og de varierende grader af forfald, som Davidsen beskriver på fremragende vis.

Som sagt tidligere kan der ikke drages tvivl om kvaliteten af bogen, dog faldt fortællingen ikke helt i min smag. Jeg vælger alligevel at give bogen 3 stjerner, da grundigheden samt beskrivelserne af Havana og Trinidad er fantastiske. 





lørdag den 9. februar 2013

Under Cover of Books (1)

For få år tilbage var jeg til min søsters dimission på jordemoderskolen i Esbjerg. Der så jeg denne fantastiske surrogat-bogreol malet direkte på en dobbeltdør:


Faktisk var hele væggen malet, men denne dør fangede straks min opmærksomhed; jeg synes den er vildt fin og så detaljerig at man skal kigge godt efter for at ane dørhåndtaget.


Jeg ville elske at have denne dør i mit hjem og den ville helt sikkert sætte prikken over i'et i mit kommende 'hjemme-bibliotek'!


tirsdag den 5. februar 2013

Prins Caspian

Forfatter: C.S. Lewis
Titel: Prins Caspian
Originaltitel: Prince Caspian
Serie: Narnia-fortællingerne, 4

Forlag: Borgen
Orig. udgivelse: 1951








Læs også anmeldelsen af ’Troldmandens Nevø’, ’Løven, heksen og garderobeskabet’ og ’Hesten og drengen’, som er de tre forrige fortællinger om Narnia.

Et år efter Peter, Susan, Edmund og Lucy kom tilbage fra Narnia, bliver de på mystisk vis kaldt tilbage dertil og erfarer hurtigt at der er gået mange hundrede år i Narnias tidsregning, siden de var der sidst. Et oprør mod telmarinerne, som har erobret Narnia og fordrevet dets dyr og væsener, er under opsejling under ledelse af Prins Caspian. Snart må menneskebørnene sande at denne krig ikke kan vindes uden hjælp fra Aslan og de mange fabeldyr, som har holdt sig skjult i mange hundrede år.

Endnu en gang har Lewis skabt en fantastisk historie om parallel-universet Narnia. Selvom Prins Caspian har fået den ære at figurere i titlen, er fortællingens umiddelbare omdrejningspunkt de tilbagevendende konger og dronninger Peter, Susan, Lucy og Edmund. Det var bestemt et glædeligt gensyn med de fire børn, og især Edmund viser sig fra sin bedste side, ved blandt andet at være på Lucys side, hvilket ikke var tilfældet i ’Løven, heksen og garderobeskabet’. Dette faktum ændrede mit syn på Edmund og jeg kunne godt lide at Lewis har turdet ændre børnenes roller i forhold til hinanden siden sidst man hørte om dem.

Også denne fortælling har mange sjove små detaljer og jeg kan virkelig godt lide måden hvorpå den kædes sammen med dens meget forskellige forgængere. For eksempel kommer børnene til Narnia, ved at Prins Caspian blæser i et horn, som Susan tabte kort før de kom tilbage til deres egen verden gennem klædeskabet i ’Løven, heksen og garderobeskabet’.

Fortællingen er bestemt på højde med de forrige, og på trods af fortællingernes mange forskelligheder, formår Lewis at bevare den humoristiske, fantasifulde og børnevenlige stemning i denne fortælling såvel som de forrige.  Under point-givningen har jeg forsøgt at tage højde for at fortællingen er skrevet til børn.