onsdag den 9. januar 2013

Døden på Nilen

Forfatter: Agatha Christie
Titel: Døden på Nilen
Originaltitel: Death on the Nile
Forlag: Forum
Orig. udgivelse: 1937

191 sider

~ Agatha Christie nåede at udgive 66 kriminalromaner ~


Jeg har nu haft en længere krimi-fri periode, men da jeg skulle finde 12 forfattere til bogudfordringen 2013, dukkede Agatha Christie op og hun blev straks skrevet på listen.

Detektiven Hercule Poirot tager på en tur op af Nilen, men inden han ser sig om er det, der skulle have været en afslappende tur, blevet til en morderisk affære. Den yderst velhavende unge kvinde Linnet Ridgeway, som for nylig er blevet gift med hendes venindes forlovede, bliver koldblodigt myrdet mens hun sover. Linnets mand, hans tidligere forlovede samt et mindre selskab er de eneste som befinder sig på båden og Hercule Poirot og Oberst Race sætter sig for at opklare mordet. Mens alle har deres alibi i orden er der flere, som har et motiv for at ville skaffe sig af med Linnet.

Bogen er en kort fortælling og man kan da heller ikke sige at Agatha Christie spilder tiden. I løbet af de første 20 sider er der allerede smedet de første rænker og ni af nøglepersonerne er blevet introduceret. På trods af denne rasende fart, føles det ikke som om der skøjtes igennem historien, da fokus er på selve plottet fremfor grundige personkarakteristikker. Størstedelen af bogen er dialog, hvilket gør den meget let at læse.   

Hercule Poirot er en lidt finurlig person og grundet de generelt lidt mangelfulde karakterbeskrivelser i fortællingen, nåede jeg aldrig helt at ’finde ud af ham’. Jeg tror bestemt at det ville være en fordel at læse de andre romaner med ham som detektiv, for fuldt ud at forstå hans lidt spøjse væremåde. Den bedste beskrivelse af ham kommer i slutningen af bogen og endda fra hans egen mund:

(citat: Døden på Nilen)
”Mais oui,” sagde han. ”Jeg må tilstå, at jeg sætter pris på tilhørere. Jeg er forfængelig. Jeg er indbildsk. Jeg kan lide at sige: ”Se, hvor dygtig Hercule Poirot er”!”

Et større litterært værk bliver denne bog nok aldrig, men til gengæld er det let læsestof med stor underholdningsværdi. Bogen er en lille sag, som man kan slappe af med og man vil føle sig i godt selskab fra start til slut og sommetider er det bare nok. Med det imponerende antal af udgivede kriminalromaner, kan kvaliteten af det skrevne ord diskuteres, men man kan ikke komme uden om at Agatha Christie havde et talent for krimi. Plottet er gennemtænkt og spændende, hvilket, i mine øjne, gør denne bog til en vellykket kriminalroman. Jeg har bestemt fået lyst til at kaste mig over flere af hendes værker.






4 kommentarer:

  1. Dejligt, du kunne bruge min anmeldelse. Er også spændt på at læse, hvad du synes om bogen. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, må se hvornår jeg får tid til at læse 'Mrs. Dalloway'. Men altid rart at høre når andre synes godt om det man tænker på at læse :)

      Slet
  2. Hej igen. Tak for din "hjerne" kommentar på min blog. Vil da gerne lige tilføje at du har da helt ret. Det er et meeget spændende, og indviklet emne - menneskehjernen. Nu bliver jeg jo nysgerrig når du nu nævner dit speciale. Hvad går det ud på? Vil da også lige anbefale dig at gå ind og høre de podcast (gratis) Peter L. Madsen har lavet. Det er foredrag om menneskehjernen tilsat god humor. Bare søg på hans navn på iTunes. Hvis du kan lide dem, vil du også kunne lide hans bog. MVH Morten

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet:) Det vil jeg da lige tjekke ud:) Meget kort fortalt arbejder jeg med differentieringen af neuronale stamceller til dopaminerge neuroner (som man mister ved Parkinsons Disease).

      Slet