mandag den 28. januar 2013

Jagten på den forsvundne by

Forfatter: David Grann
Titel: Jagten på den forsvundne by - en beretning fra Amazonas om Percy Fawcett og en skæbnesvanger besættelse
Originaltitel: The lost city of Z
Forlag: Gads forlag
Orig. udgivelse: 2009

297 sider

~ Fawcett forsvandt på en ekspedition i Amazonas i 1925 ~

Biografier er generelt ikke noget jeg læser meget af, dog fangede denne min opmærksomhed. Jeg læste en omtale for få år tilbage og lovningen på eventyr, kannibaler og indianere fik mig til at føje bogen til min liste over bøger jeg gerne ville læse. Jeg var så heldig at få bogen i julegave her til jul.

Journalisten David Grann fortæller levende om Percy Fawcett's storslåede liv (år 1867-1925?), som opdagelsesrejsende i Amazonas. Mens Fawcett gang på gang begiver sig ud på farlige rejser, hvor målet ofte er at finde Z, også kaldet El Dorado, begiver Grann sig også ud på en rejse. Nemlig til det sted i Amazonas hvor Fawcett sidst blev set inden han forsvandt sammen med sin ældste søn og dennes bedste ven.

Hvad jeg lidt havde tænkt da jeg satte bogen på min ønskeliste var, at denne biografi ikke var helt som en klassisk biografi, men nærmere en fortælling om et fantastisk eventyr, som tilfældigvis var bygget over en sand historie. David Grann holder sig dog lidt mere til biografi-stilen end først ventet, men det fungerer rigtig godt og han formår at give historien den spænding den fortjener.

Jeg kunne rigtig godt lide at man ikke bare hører Fawcett's historie, men også Grann’s egen fortælling om jagten på sandheden om hvad der virkelig skete med Fawcett. Grann rejser sågar til Amazonas for at besøge forskellige stammefolk, hvilket ikke er helt uden risiko, og dette må siges at være et beundringsværdigt sats han tager for sandhedens og fortællingens skyld.

Jeg er vild med eventyr, og denne søgen efter El Dorado såvel som Fawcett's mystiske forsvinden vækker stor interesse hos mig. Jeg blev oprigtig overrasket over denne virkelighedens verden af et eventyr og jeg beundrer det store research-arbejde, som ligger bag.

Bogen var en spændende beretning, dog gik jeg lidt i stå undervejs, da mange facts, årstal og citater godt kan tage pusten fra mig. Men det er bestemt en anbefalelsesværdig bog til folk som ikke er bange for lidt årstal og citater og som kan lide et godt eventyr. 





søndag den 20. januar 2013

Om bøger og filmatiseringer

Jeg har for nylig været inde og se ’Hobbitten’, som jeg synes var et rigtig dejligt eventyr. I den forbindelse hørte jeg en masse forskellige meninger om filmen. Bl.a. at filmen slet ikke var lige så god som bogen… En ting er, at man ikke kan lide filmen, eller ikke kan lide bogen, men kan de to ting egentlig sammenlignes?

Når bøger filmatiseres, spekuleres der altid i om filmen nu også kunne leve op til bogen, men er det egentlig ikke lidt skørt? At sammenligne bøger og film er for mig simpelthen umuligt. Det univers man føres ind i, i en bog, varer ofte mange timer og strækker sig over flere dage, hvor man har tid til at tænke over personerne og historien. En film derimod overstås på en aften.


Man kan tale om, hvorvidt filmen følger historien i bogen eller om personerne var rigtige eller forkerte i forhold til hvad man tænkte og om hvorledes man synes det er godt eller dårligt. Men om hvorvidt bogen er bedre end filmen, mener jeg ikke man kan bedømme.

Med den holdning bliver mange film også lidt mindre skuffende, da jeg aldrig forventer at filmen vil kunne afspejle præcis den verden jeg oplevede i bogen. 

Når det så er sagt, synes jeg Hobbitten var en fantastisk god film. Det er utrolig mange år siden jeg læste bogen, så om handlingen lå tæt på bogens kan jeg simpelthen ikke svare på. Men en ting jeg kan sige er at jeg husker bogen som en letlæselig, kort bog skrevet for børn. Så jeg går ud fra at filmskaberne har taget sig den frihed at bygge lidt videre på historien, hvilket jeg synes fungerede super godt. Glæder mig til den næste har premiere...


onsdag den 9. januar 2013

Døden på Nilen

Forfatter: Agatha Christie
Titel: Døden på Nilen
Originaltitel: Death on the Nile
Forlag: Forum
Orig. udgivelse: 1937

191 sider

~ Agatha Christie nåede at udgive 66 kriminalromaner ~


Jeg har nu haft en længere krimi-fri periode, men da jeg skulle finde 12 forfattere til bogudfordringen 2013, dukkede Agatha Christie op og hun blev straks skrevet på listen.

Detektiven Hercule Poirot tager på en tur op af Nilen, men inden han ser sig om er det, der skulle have været en afslappende tur, blevet til en morderisk affære. Den yderst velhavende unge kvinde Linnet Ridgeway, som for nylig er blevet gift med hendes venindes forlovede, bliver koldblodigt myrdet mens hun sover. Linnets mand, hans tidligere forlovede samt et mindre selskab er de eneste som befinder sig på båden og Hercule Poirot og Oberst Race sætter sig for at opklare mordet. Mens alle har deres alibi i orden er der flere, som har et motiv for at ville skaffe sig af med Linnet.

Bogen er en kort fortælling og man kan da heller ikke sige at Agatha Christie spilder tiden. I løbet af de første 20 sider er der allerede smedet de første rænker og ni af nøglepersonerne er blevet introduceret. På trods af denne rasende fart, føles det ikke som om der skøjtes igennem historien, da fokus er på selve plottet fremfor grundige personkarakteristikker. Størstedelen af bogen er dialog, hvilket gør den meget let at læse.   

Hercule Poirot er en lidt finurlig person og grundet de generelt lidt mangelfulde karakterbeskrivelser i fortællingen, nåede jeg aldrig helt at ’finde ud af ham’. Jeg tror bestemt at det ville være en fordel at læse de andre romaner med ham som detektiv, for fuldt ud at forstå hans lidt spøjse væremåde. Den bedste beskrivelse af ham kommer i slutningen af bogen og endda fra hans egen mund:

(citat: Døden på Nilen)
”Mais oui,” sagde han. ”Jeg må tilstå, at jeg sætter pris på tilhørere. Jeg er forfængelig. Jeg er indbildsk. Jeg kan lide at sige: ”Se, hvor dygtig Hercule Poirot er”!”

Et større litterært værk bliver denne bog nok aldrig, men til gengæld er det let læsestof med stor underholdningsværdi. Bogen er en lille sag, som man kan slappe af med og man vil føle sig i godt selskab fra start til slut og sommetider er det bare nok. Med det imponerende antal af udgivede kriminalromaner, kan kvaliteten af det skrevne ord diskuteres, men man kan ikke komme uden om at Agatha Christie havde et talent for krimi. Plottet er gennemtænkt og spændende, hvilket, i mine øjne, gør denne bog til en vellykket kriminalroman. Jeg har bestemt fået lyst til at kaste mig over flere af hendes værker.






lørdag den 5. januar 2013

The Alchemist

Forfatter: Paulo Coelho
Titel: The Alchemist
Originaltitel: O Alquimista
Forlag: HarperFlamingo
Orig. udgivelse: 1988
Læst på engelsk

167 sider

~ Alkymisten er oversat til 71 forskellige sprog ~

Paulo Coelho er en af de forfattere jeg ikke har læst noget af før, så kastede mig derfor over alkymisten, som et led i bogudfordringen for 2013. Bogen har længe stået på min liste over bøger jeg gerne vil læse og da min veninde lånte mig hendes, var der jo ingen undskyldning for ikke at komme i gang.

Santiagos drøm er at rejse. Derfor dropper han at blive præst, som hans familie gerne så han blev, og bliver i stedet fårehyrde, der, som hans far siger, er den eneste måde at rejse på hvis man ikke har penge. I hans rejse rundt i Andalusien med sin fåreflok får han mange venner og beslutter sig for at fri og slå sig ned med en handlers datter. På hans vej til hendes hjemby støder han på en konge, som fortæller ham hvor vigtigt det er at følge sine drømme for livet. Dette får Santiago til at sælge sin fåreflok og rejse til Egypten og lede efter en skat, han er blevet fortalt om i sine drømme. Santiago følger sin livs drøm og hver gang han er på afveje, bliver han hjulpet på rette vej ved at lære af de folk han møder samt lytte til hans hjerte.

Bogen er en sød lille filosofisk fortælling om at huske hvad der er vigtigt i livet. Hvad der kunne være tung filosofi, er elegant flettet ind i en simpel historie hvor alle kan være med. Budskabet i fortællingen er at man skal turde udleve sine drømme og følge sit hjerte. Hvis man finder sin rette levebane vil universet begunstige ens vej dertil.

Jeg nød virkelig at læse denne bog og det ville bestemt ikke skade at have den stående på hylden, så man kunne læse den fra tid til anden. På trods af at det er en lille bog, rummer den store tanker og giver inspiration til hvordan vi kan forfølge vores drømme.

Jeg vil anbefale at alle læser denne bog på et tidspunkt. Den tager ikke lang tid at komme igennem, men budskabet bliver siddende i én længe efter endt læsning.