torsdag den 20. september 2018

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget
Forfatter: Gabriel Tallent
Titel: Min kæreste elskling
Orig. titel: My Absolute Darling
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivelse: 2017 (denne 2018)

410 sider







Baggrund for læsingen:
Jeg sagde ja tak til at modtage denne bog fra forlaget, ud fra et bogkatalog over kommende udgivelser fra Politikens forlag. Jeg synes at den lød interessant, og der var mange rosende vendinger omkring bogen, så jeg tænkte at der måtte være noget om det. Jeg havde dog ikke en klar forestilling om, hvad det var for en læseoplevelse der ventede mig.

Kort resumé:
Turtle bor sammen med sin far i et gammelt hus omgivet af vild natur. Hun omgås ikke andre børn udenfor skolen, men holder sig for sig selv. Turtles far har lært hende at bruge skydevåben, og han forsøger ivrigt at hærde hende til livets mange prøvelser. Turtle kan ikke forestille sig et andet liv end det hun har, før hun møder to unge drenge, som er faret vild i skoven. Hendes verden bliver pludselig større, og hun begynder at se på sin far og hans metoder med nye øjne. 

Evaluering:
Denne bog har sat sig fast i mit sind, og jeg har ikke rigtig kunne slippe den efter endt læsning. Jeg læste bogen for noget tid siden, men har haft svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive den, da det er sådan en fortælling, man bliver nødt til selv at læse og føle, fremfor at læse om. Jeg  vil dog alligevel gøre et beskedent forsøg.

Bogen var lige dele forfærdelig og fantastisk, og så dragende, at den var svær at lægge fra sig. Forfærdelig fordi den var barsk, fantastisk fordi den var smuk. Der er scener, hvor man har lyst til at stikke hovedet i jorden, men sommetider er man bare nødt til at pakke sin indre kujon væk, og se den virkelighed i øjnene, som nogle mennesker lever med. Der er ingen tvivl om, at Turtle lever et anderledes liv end de fleste, men de modsatrettede følelser for hendes nærmeste, som hun oplever, er der nok en del flere, end jeg har lyst til at tænke på, der deler.

Turtle er en fantastisk karakter. Hun er 14 år, hun er stærk, fysisk og mentalt, men for at overleve har hun lukket verden omkring sig ude. Hendes verden er hendes far, hendes bedstefar og den vilde natur. Jeg jublede over hvordan verden omkring hende stille og roligt åbnede sig op, jeg græd over hendes egen opfattelse af sine muligheder, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind over at finde ud af, hvordan det skulle gå hende.

Fortællingen virker meget original, og de typiske klicheer er sorteret fra. På den måde ved man ikke helt hvad man får når man åbner bogen, og man ved slet ikke hvad man ender med. Det var forfriskende at læse, omend det ikke altid var behagelig læsning. Men beskrivelserne af naturen, Turtles tanker, og reaktionerne var fantastiske. Tænk at kunne skrive sådan!

Jeg har intet dårligt at sige om denne bog, jeg kunne virkelig gode lide den hele vejen igennem. Det er en utrolig anbefalelsesværdig bog, til alle der har mod på en barsk, men smuk fortælling. For mig er dette til dato årets bedste læseoplevelse.


mandag den 17. september 2018

Nye bøger til reolen (34) - Anmeldereksemplarer og et enkelt brugtfund


Der er kommet lidt nye bøger hjem til min reol, hvoraf en del af dem allerede er læst.

Fra bog-ide.dk har jeg modtaget 'Skammerens Datter 1+2', samt 'Skammerens Datter 3+4' af Lene Kaaberbøl. Det var en serie jeg læste da jeg var yngre, dog fik jeg aldrig læst den sidste fortælling, så den glæder jeg mig til at få læst. Jeg har læst Skammerens Datter 1+2, anmeldelsen kan i finde her.

'Kun en pige' af Lise Nørgaard købte jeg i Svendborg, hvor biblioteket og nogle antikvariater solgte ud af deres bøger. Jeg har set filmen, men aldrig læst bogen, så den bliver spændende at dykke ned i.

Fra Politikens forlag har jeg modtaget 'Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe' af Agnès Martin-Lugand og 'Min kæreste elskling' af Gabriel Tallent. Jeg har læst begge bøger, og anmeldelsen af 'Lykkelige mennesker...', som er en fin bog om bearbejdelse af sorg, kan i læse her. 'Min kæreste elskling' har jeg endnu ikkefået anmeldt, men jeg gør det, så snart jeg har samlet de rigtige ord. Det var en helt fantastisk, og barsk, læseoplevelse, som stadig sidder i kroppen på mig, på trods af, at det er over en uge siden jeg færdiglæste den.

fredag den 7. september 2018

3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (3)


How Much Land Does A Man Need
af Leo Tolstoy
Penguin Little Black Classics, no. 57
53 sider
*****
Denne bog indeholder 2 korte fortællinger. Den ene fortælling er om en landmand, som ønsker at eje mere land. Dette ender ud i, at han indgår en aftale med djævelen, hvilket sjældent har vist sig at være en god idé. Den anden fortælling er om en fattig skomager, som på vej hjem ser en forarmet, nøgen mand. Han vælger at tage denne mand med hjem, på trods af, at ikke har meget at tilbyde for at få denne mand på fode igen. Det viser sig dog at være en særlig ung mand, og at skomageren bliver belønnet for hans barmhjertighed. På mange måder står de to fortællinger i kontrast til hinanden, men har alligevel en tydelig morale, når de læses samlet. Indgå en aftale for din egen vindings skyld, og bliv straffet. Vær barmhjertig og god og bliv belønnet.

Lord Arthur Savile's Crime
af Oscar Wilde
Penguin Little Black Classics, no. 59
50 sider
*****
Lord Arthur er til selskab hos Lady Windermere, hvis foretrukne håndlæser underholder gæsterne. Da Lord Arthur skal have læst sin fremtid, kan han se på håndlæseren, at der er noget helt galt. Lord Arthur finder frem til, hvad håndlæseren har set, og føler en stærk trang til at få overstået denne grumme del af sin skæbne, inden han skal giftes med sin forlovede. Fortællingen var underholdende, og jeg kunne godt lide den måde, hvorpå Wilde indirekte gør grin med sin tid og aristokratiet. En særdeles humoristisk fortælling.

The Old Man and the Moon
af Shen Fu
Penguin Little Black Classics, no. 60
57 sider
*****
Dette er en mands fortælling om livet med sin kone, som desværre dør for tidligt. En kærlighedserklæring, og en fortrydelse, af, at han ikke kunne give hans kone det liv han ønskede for dem. Det er en fin fortælling, som giver et indblik i en kinesisk familie i 1800-tallet, men jeg synes, at det var en rimelig jævn fortælling.

søndag den 2. september 2018

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe af Agnès Martin-Lugand

Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag
Forfatter: Agnès Martin-Lugand
Titel: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Orig. titel: Les gens heureux lisent et boivent du café
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 2013 (denne 2018)

184 sider




Baggrund for læsningen:
Da Politiken udkom med deres nye efterårskatalog tilbage i maj, sagde jeg ja tak til at modtage 'Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe', som et anmeldereksemplar. Bogen tiltalte mig i udseende og indholdet lød interessant. Da den kom tilsendt midt i august, havde jeg nær glemt den. Den kom i en fin bogpakke, indeholdende fransk nougat, chokolade-kaffebønner, bogmærke og plakat foruden bogen. Det føltes næsten som min fødselsdag da jeg pakkede den ud. Bogen tiltalte mig med det samme da jeg stod med den i hånden, og jeg havde lyst til straks at gå igang med den.

Kort resumé:
Diane har mistet sin mand og sin datter i et trafikuheld, og har ikke lyst til andet end at begrave sig i minderne om dem. Hendes nærmeste prøver at hjælpe hende ud af sorgen, og for at slippe for de kærlige, men uvelkomne, forsøg, rejser Diane fra Paris til en lille tilfældig by i Irland, et land hendes afdøde mand gerne ville se. Her forsøger hun, på ny, at begrave sig for omverdenen, men en genstridig nabo, nogle kærlige udlejere, en intetanende hund og en livsglad ung kvinde, lader hende ikke i fred, og lidt efter lidt genfinder Diane gamle glæder ved livet.

Evaluering:
Jeg finder det altid fascinerende når det lykkes nogen at beskrive sorg, for det er sådan en udefinerbar størrelse. Jeg synes sorgen beskrives perfekt i denne bog, men anderledes end andre gode forsøg jeg har læst. Forfatteren bruger ikke mange ord til at beskrive følelser, men beskriver derimod handlinger, hvilket kan give præcis samme budskab. Man er ikke i tvivl om at Diane befinder sig langt nede i sin hjerteknuste tilstand, og det er fantastisk at følge hende i hendes bedringsforløb. 

Det er en kort bog, og jeg læste den i løbet af to dage. Jeg havde befundet mig i en dårlig læseperiode, da jeg var gået i stå i de bøger jeg var igang med. Så ankomsten af denne overskuelige størrelse var kærkommen, og jeg gik straks igang med denne bog, som drev mig ud af min læsetørke. 

Den ene side tog den anden, og jeg havde svært ved at stoppe læsningen. Jeg følte dog til tider af kærlighedsfortællingen, som opstod, var alt for gennemskuelig. Jeg endte dog alligevel med at blive narret til slut, og det er jeg glad for. Jeg kunne rigtig godt lide slutningen, da jeg synes at den virker langt mere troværdig end alternativet.

Jeg havde en enkelt anke ved bogen, og det var samtalen mellem Diane og hendes nabo. Da bølgerne går højst mellem dem undrer jeg mig. Jeg undrer mig over den tone de hurtigt får overfor hinanden, og undrer mig da tonen ændrer sig til det modsatte. Jeg har svært ved at gennemskue om der virkelig er folk der taler sådan til hinanden, uden at kende hinanden, og på mig virkede det en anelse opsat.

Men alt i alt nød jeg denne bog, om at overkomme en altopslugende sorg, og stille og roligt komme tilbage til livet. Det er sådan en fin bog, der ikke dvæler ved detaljerne, men fortæller om sindstilstanden gennem handlinger. Bogen kan anbefales.


torsdag den 23. august 2018

Harry Potter-tur til London - Del 3: Harry Potter Studios

Jeg var i London i juni måned med tre gode veninder. Vi har alle været i London før, og set alle de ting 'man skal se', så denne tur dedikerede vi til et Harry Potter-tema. Vi besøgte tre forskellige steder, direkte forbundet til Harry Potter bøgerne eller filmene, som jeg har fortalt om i tidligere indlæg:


Men i dette indlæg skal jeg fortælle om det trejde og sidste Harry Potter-relaterede sted vi besøgte. Det sted, som var hovedårsagen til denne tur, nemlig Harry Potter Studios. Vi tog en bustur derud (Warner Bros Studio Tour 'The Making of Harry Potter') og havde derfor begrænset antal timer. Ærlig talt kunne vi godt have brugt 1/2-1 time mere, men det er bare noget lettere at tage denne pakkeløsning, da studierne ligger et stykke udenfor London.

Det var en helt fantastisk oplevelse af se dette. Stedet var langt større end forventet, og der var så mange kulisser og kostumer, at man kunne have brugt adskillige timer på at gå det hele igennem. Det hele er sat utroligt flot op, og der er mulighedfor at prøve forskellige special effects (bl.a. en tur på en kost) - det var dog ikke noget vi brugte tid på. Jeg tog et hav af billeder, alt var så flot, og jeg ville gerne forevige det hele, så ja, jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv:













Hvis man har muligheden for det, vil jeg virkelig anbefale at man besøger dette sted. Det er fantastisk flot og magisk, og egentlig vil jeg vove at påstå, at man ikke behøver at være den store Harry Potter-fan, for at kunne værdsætte de smukke kulisser.

torsdag den 16. august 2018

Harry Potter-tur til London - Del 2: Perron 9 3/4

Jeg var i London i juni måned med tre gode veninder. Vi har alle været i London før, og set alle de ting 'man skal se', så denne tur dedikerede vi til et Harry Potter-tema. Vi besøgte tre forskellige steder, direkte forbundet til Harry Potter bøgerne eller filmene, som jeg vil fortælle jer om i tre indlæg. Det første indlæg omhandlede vores besøg i 'House of Minalima' og kan læses her.

Dette andet indlæg omhandler vores besøg på Kings Cross Station, hvor vi selvfølgelig skulle se Perron 9 3/4. Jeg har før besøgt denne populære perron engang for over 10 år siden. Der er sket en del siden da. Jeg husker ingen kø for at få taget et billede her, ej heller nogen butik. Men det er hvad der er kommet til siden. Der var så lang kø ved perronen for at få taget et billede, at vi droppede foretagendet, men vi brugte lidt tid i den meget flotte butik, dog uden at købe noget.






Det er meget skægt at der efter filmene er lavet denne perron, og butikken er mægtig fin, så hvis man er fan skal man da helt sikkert besøge stedet. Hvis ikke, kan man sagtens leve uden at have set det. Jeg er klart større fan af besøget hos 'House of Minalima'.

fredag den 10. august 2018

Folket i Klippehulerne af Jean M. Auel

Forfatter: Jean M. Auel
Titel: Folket i Klippehulerne
Orig. titel: The Plains of Passage
Serie: Jorden Børn 5
Forlag: Samleren
Udgivelse: 1980 (denne 2009)

739 sider







Folket i Klippehulerne er femte bind i serien 'Jordens Børn'. Jeg har anmeldt de forrige bøger her:


Kort resumé:
Ayla og Jondalar er nået frem til Zelandoni-folket, hvor Jondalar håber at han kan tage Ayla til mage og slå sig ned. Aylas møde med Jondalars familie er glædelig, men at skulle leve med den meget store samling af mennesker er uvant for Ayla. Ikke alle er glade for at møde denne fremmedartede kvinde, og der er folk, som Jondalar har gjort uret i fortiden, som ikke ønsker ham det godt.

Evaluering:
Jeg er bange for, at jeg kommer til at gentage mig selv i denne anmeldelse. For i forhold til læsningen af den forrige 'Rejsen over stepperne', hvor jeg flere gange var ved at give op undervejs, skete det samme under læsningen af denne. Disse bøger er alt for repetitive, og jeg vil mene, at bogen kunne skæres 2-300 sider ned, hvis alle gentagelser blev droppet.

Jeg er fyldt med respekt for forfatteren, som har levendegjort denne menneskealder for 35.000 år siden. Jeg føler stadig at verdenen hun fremlægger er troværdig, og jeg ved at der ligger en uanet mængde research bag. Beskrivelserne af naturen, af føden, af klæderne, af håndværkerne er detaljerede og har krævet mange timers forberedelse, desværre synes jeg bare ikke de er så interessante at læse om. Herunder skal det siges, at det meste allerede er blevet fortalt i de forrige bøger, så alt dette føles som gentagelser.

Ayla er en personliggørelse af fremskridt og fremtid for menneskearten. Hun er nytænkende og opfindsom. Og der er ingen tvivl om, at det er folk som hende, som har ført til overlevelse af menneskearten. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig synes det er lidt utroværdigt, at Ayla kan det hele. Det er dog knap så iøjnefaldende i denne bog, da denne også fokuserer på Aylas usikkerhed hos dette fremmede folk.

I 'Rejsen over Stepperne' mødte Ayla og Jonadalar mange forskellige folkegrupper som alle skulle introduceres for hestene og ulven og de nye redskaber, som Ayla og Jondalar har skabt eller fundet. Man skulle så tro, at man slap for disse gentagelser i denne bog, som omhandler mødet med en enkel folkegruppe. Men ak nej, Ayla skal hilse på adskillige forskellige mennesker, og hver enkelt får en introduktion til hestene, redskaberne og særligt ulven. Og her bliver vi som læsere ikke snydt. Men da jeg havde læst hvordan man hilser på ulven for tiende gang, var jeg ærligt talt ved at give op. Derfor lå bogen på mit natbord i mange måneder, hvor jeg kun læste en smule en gang imellem. Men her i min sommerferie besluttede jeg mig for at den skulle færdiglæses.

Og ja, det virker nok en smule tåbeligt at fortsætte i denne serie, men jeg har, for mig personligt, nået et point-of-no-return. Et sted jeg allerede følte at have nået efter at have læst den tredje bog. Med et lille håb om at serien vendte tilbage til niveauet fra starten, fortsatte jeg. Og selvom det håb er meget lille nu, mangler jeg kun én bog for at færdiggøre serien. Og da denne sidste bog i serien er skrevet mange år efter de forrige fem, kunne det jo være, at forfatteren har fået lidt fornyet energi til at skrive en fortælling, som skiller sig lidt ud fra de forrige.

Nå ja, så hvis man er til historisk fiktion omkring en tidsperiode der sjældent er portrætteret i skønlitteraturen, så kast jer over serien. Jeg vil altid kunne anbefale bog 1, som jeg stadig synes var rigtig god. Bog 2 og 3 var også delvist interessante. Men i bog 4 og 5 skal man virkelig have god tålmodighed for at komme igennem dem, og formentlig også være villig til at skimme dele af bogen (det gjorde jeg).